Det europæiske mareridt

8. marts 2013 17:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Det europæiske mareridt
Billede mangler

Det burde være forbundet med penge og prestige, men europæisk håndbold er tættere på at være en både fysisk, mental og økonomisk omkostning, som kan få afgørende betydning i jagten på DM-guldet.

I øjeblikket har de danske deltagere i europæisk håndbold, KIF Kolding København, Bjerringbro-Silkeborg og Team Tvis Holstebro, et så komprimeret kampprogram, at spillerne konstant er presset til det yderste af deres ydeevne.

Træner Klavs Bruun Jørgensens tropper i Team Tvis Holstebro er i denne uge gået ind i en fase med et ekstremt program, hvor klubben spiller hele ni kampe på 25 dage. Her står den blandt andet på en hård udebanetur til Maribor i Slovenien for at spille i EHF Cuppens gruppespil, ligesom der er vigtige opgør – og lange ture i ligaen og pokalturneringen.

– Det er helt sindssygt. Det er for meget for en trup som vores, og det er frustrerende, men det er vores sports vilkår. Og det er ikke noget, vi piver over. Jeg konstaterer bare, at vi er meget presset, siger Klavs Bruun Jørgensen og fortsætter:

– Som udgangspunkt er det sjovere at spille EHF Cup med det her nye gruppespil, men det er alt for komprimeret, at alle kampene ligger efter VM. Der burde være nogle runder før jul. Og hvis vi går videre til kvartfinalerne, så venter der to rigtige hårde kampe der og vanvittige vigtige slutspilskampe herhjemme. Det er fandengalemig et hårdt program, siger han.

Team Tvis Holstebro-træneren er ikke i tvivl om, at programmet svækker vestjyderne i DM-slutspillet, men samtidig udvikler de europæiske kampe hans mandskab, og derfor står han tilbage med en ambivalent følelse.

– Mit hold får nogle fantastiske erfaringer i EHF Cuppen, som udvikler dem, så det er lidt svært at have en entydig holdning til det. Men jeg vil sige, at jeg kunne egentlig godt tænke mig at få en guld- eller sølvmedalje og så ikke skulle spille europæisk næste sæson. Det ville gøre det nemmere at gøre det godt i den danske turnering, siger han.

I KIF Kolding København gennemgår Peter Bredsdorff-Larsens mandskab lige nu det samme som Team Tvis Holstebro, og træneren erkender da også, at det tærer på kræfterne. – Det er da hektisk, det er der ingen tvivl om, og for vores vedkommende har vi så også den ekstra daglige udfordring med, at vi træner både i Kolding og København. Så det skaber jo lidt ekstra at se til for os, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Han understreger dog, at han ikke er utilfreds med KIF Kolding Københavns aktuelle program, selvom han erkender, at det skaber visse komplikationer for truppen.

– Vi kæmper jo med nogle småskadede spillere, men sådan er det jo tit. Det er jo relativt, om man har travlt. Kig på NBA, så må vi jo ånde lettet op, når vi ser deres program. Alt er relativt. Men vi synes egentlig, vi har fundet en god måde at køre vores dagligdag, og vi spiller godt og vinder vores kampe, så det kan jeg kun være tilfreds med, siger han.

I Bjerringbro-Silkeborg kender de alt for godt til et presset program efter en sæson med ti kampe i Champions Leagues gruppespil. Nu ser det dog ud til at lakke mod enden for BSVerne, når de i ottendedelsfinalerne møder mægtige FC Barcelona og har brug for et mirakel for at avancere.

Men et Champions League-exit kan ende med at blive positivt for Bjerringbro-Silkeborg. Midtjyderne vil kunne holde fuldt fokus på de afgørende kampe om DM-trofæet, mens konkurrenterne samtidig skal bruge kræfter på europæiske kampe, der tærer på både spillerne og klubbens økonomi.

Træner Carsten Albrektsen vurderer da også, at BSV står bedre til kampen om DM-guldet end KIF Kolding København og Tvis.

– Jeg synes, vi har en fordel på den front. Når jeg sidder og kigger på det, de skal igennem nu. Det er det, vi har været igennem hele turneringen indtil nu, og det koster både fysisk og mentalt, plus der er en øget skadesrisiko. Det stiller nogle helt andre krav. KIF har prøvet det før, mens det er helt nyt for Tvis. Det kan sagtens blive fatalt for dem i slutspillet, siger Albrektsen, der selv var igennem en periode i efteråret med syv kampe på 21 dage.

BSV-træneren mener generelt, at de europæiske kampe skaber en del problemer for de danske klubber, da ’EHF-kalenderen ikke matcher den danske model med slutspil’, som han siger.

– Det er jo vanvittigt. Og oveni kampene skal du lægge rejsetiden, og det er en af udfordringerne i europæisk håndbold. Mange af modstanderne ligger jo ikke i store byer. Håndbold er en provinssport, så destinationerne er vanskelige at ramme på kort rejsetid. Samtidig er der ikke ret mange klubber, der har råd til at chartre et fly, som fodboldklubberne gør, siger han og tilføjer:

– Så håndboldklubber kommer ofte ud i en meget lang rejsetid på 10-12 timer hver vej, og derfor bliver rejsen en belastning for spillerne. Rent fysisk er en rejsetid på 10 timer lige så hårdt om en hård fysisk træning. så det er altså virkelig noget, der trækker tænder ud, siger Carsten Albrektsen.

Selvom det koster at deltage i forhold til den hjemlige turnering, så erklærer både Peter Bredsdorff-Larsen og Klavs Bruun Jørgensen, at de går benhårdt efter succes i EHF Cuppen – til trods for, at et dansk mesterskab er langt mere attraktivt.

– Jeg går ind til alle kampe og vil vinde dem. Havde vi nu klaret os dårligt i gruppen, så ville jeg godt have sparket turneringen til hjørne. Men det vil jeg ikke nu. Vi har en unik mulighed for at komme i Final4, og det ville være kæmpe stort for en klub som vores. Også selvom der ikke er penge i det, og man skal vinde den, før det giver 10.000 euro eller noget i den stil, siger Klavs Bruun Jørgensen, mens Bredsdorff-Larsen supplerer:

– Vi satser på begge turneringer, og det mener jeg også, at vi kan. Det er den her slags kampe, vores forretning skal leve på i mange år endnu, og derfor går vi selvfølgelig efter at vinde alle kampe, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu