Det gav kaos at slå brandvæsener sammen

20. april 2017 09:20 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Systemer taler stadig ikke sammen efter fusion af Trekantområdets brandvæsner.

Det gav kaos at slå brandvæsener sammen
Systemer taler stadig ikke sammen efter fusion af Trekantområdets brandvæsner. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Ni måneder efter, at vagtcentralerne i Vejle, Kolding og Fredericia blev lagt sammen, fungerer de fortsat ikke som ét samlet system, skriver DR Trekanten.

Det har betydet massivt overarbejde.

Besparelser ikke opnået

Ifølge FOA i Kolding er der slet ikke opnået de besparelser, der var meningen.

FOA organiserede seks af de medarbejdere, der blev flyttet med til Fredericia i forbindelse med fusionen af de tre vagtcentraler. To valgte at gå på pension, mens en tredje fik andet arbejde.

Det efterlod de sidste tre med en voldsom pukkel af arbejde, da vagtcentralens systemer slet ikke fungerede sammen, da de blev lagt sammen 1. juli 2016.

Overarbejde og ingen tid til ferie

Afdelingsnæstformand i FOA Jens Lund fortæller, at de har haft 200-300 overarbejdstimer og ikke har kunnet holde ferie som planlagt.

– Hele det her flyttecirkus har været uskønt og omkostningsfyldt i forhold til økonomi, men også i forhold til de medarbejdere, der har måttet lægge krop til det, siger Jens Lund til DR Trekanten.

Leder erkender udfordringer

Leder af vagtcentralen Ole Olsen erkender, at der har været udfordringer i løbet af efteråret.

– Jeg vil gerne vedgå, at efteråret 2016 ikke var det bedste år, vi har oplevet, men jeg føler, at det er en historie, vi er kommet igennem, siger han til DR Trekanten.

Ifølge Ole Olsen forventes vagtcentralen først om to måneder at fungere som en samlet vagtcentral. Trekantbrand har ingen tal på, hvilke udgifter der har været til overarbejde på vagtcentralen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu