Det gik danskernes tsunami-penge til

26. december 2011 12:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Det gik danskernes tsunami-penge til
Billede mangler

Da en tsunami den 26. december 2004 smadrede ind på kysterne i Sydøstasien, destruerede den både menneskeliv og infrastruktur i de otte berørte lande.
Katastrofen var til at føle på, og danskerne viste deres støtte ved at samle 200 millioner kroner ind til ofrene vis Røde Kors.
Og de penge var givet rigtig godt ud, viser det sig nu, syv år senere.
“500.000 mennesker er direkte blevet hjulpet af de 200 millioner, som danskerne dengang gav,” fortæller Hans Jakob Hausmann, der er landekoordinator i Indonesien for Dansk Røde Kors.
Han har haft fingeren på pulsen i de områder, hvor tsunamien ramte med sin ødelæggende styrke.
På nuværende tidspunkt er man nået meget langt med genopbygningen af de ramte områder, og i mange tilfælde har befolkningen fået bedre infrastruktur, end de havde før tsunamien ramte.
“Jo, folk har fået noget igen, men de har mange gange fået noget igen, som rent faktisk har langt større kvalitet,” siger Hans Jakob Hausmann.
Han nævner som eksempel et opgraderet vejnet, som har gjort økonomisk aktivitet langt nemmere. Også folks private huse er blevet anlagt meget stærkere, end de var inden katastrofen.
En del af danskernes penge er dog også gået til noget helt andet. Nemlig undervisning i katastrofe.
“For nogle af midlerne, gik man også ind i katastrofeforebyggende programmer. De skal gøre befolkningen mere parat til, hvis noget lignende sker i fremtiden,” forklarer Hans Jakob Hausmann.
Der bliver decideret undervist i katastrofehåntering i de mindre klasser.
“Man forbereder den nye generation på de farer, der omgiver dem,” siger Hausmann.
Næsten en kvart million mennesker døde som følge af tsunamien i 2004.
I 2007 vedtog man en katastrofelov. En langt større del af budgetterne skal gå til katastrofeforebyggelse, så Indonesien ikke vil lide lige så meget som i 2004, hvis naturens luner igen skulle koge over.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu