Det smukke eventyr fortsætter for Tine Baun

8. marts 2013 21:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Det smukke eventyr fortsætter for Tine Baun
Billede mangler

Det er karrierens svanesang, og Tine Baun synger smukkere end længe set.

I badminton-dronningens allersidste turnering nogensinde marcherer Baun videre i prestigefyldte All England, hvor hun har vundet nogle af karrierens største triumfer med guldmedaljer i 2008 og 2010.

Nu er hun videre til semifinalen i All England efter en overbevisende sejr mod indonesiske Lindaweni Fanetri med 21-7, 21-13.

Den 33-årige veteran udspillede sin 10 år yngre modstander på kryds og tværs, leverede fantastisk spil fra baglinjen såvel som ved nettet og kan være på vej mod en vanvittig tredje All England-titel, såfremt det fremragende spil fortsætter.

– Du har næsten aldrig været bedre, fangede tv-kameraerne en dansk fan sige til Tine Baun efter udklasseringen af Lindaweni Fanetri, og med Bauns storspil er det næsten en skam, at karrieren nu skifter scene fra halgulvet til skolebænken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu