Det store Mærsk-show indtager Tåsinge

10. april 2013 17:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Det store Mærsk-show indtager Tåsinge
Billede mangler

Vejen fra Nyborg til Svendborg vil torsdag formiddag blive væsentlig mere trafikeret end normalt. Hundredvis af biler vil nemlig tage turen fra Hovedstadsregionen til det sydfynske, når årets store Mærsk-show i form af generalforsamlingen vender tilbage til selskabets rødder på Fyn. Alt i ventes knap 2.000 aktionærer at dukke op til generalforsamlingen, der holdes på Mærskgården på Tåsinge.

De seneste år har generalforsamlingen ellers været holdt i Bella Center på Amager, men i år er noget særligt for det traditionsrige A.P. Møller – Mærsk, og derfor skal generalforsamlingen holdes, hvor det danske erhvervseventyr begyndte. Det bliver den første generalforsamling, efter skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers død, og samtidig er 2013 året, hvor Mærsk Mc-Kinney Møller ville være fyldt 100 år.

Generalforsamlingen bliver derfor utvivlsomt en hyldest til skibsrederen, der også blev mindet i februars årsregnskab for 2012, hvor de første mange sider var tilegnet Mærsk Mc-Kinney Møller, selskabets historie, Møller-familiens værdier og arv.

En arv, som nu varetages af datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der har overtaget formandskabet for A.P. Møller Fonden, som har kontrollen med A.P. Møller – Mærsk. Hun er dermed også generalforsamlingens naturlige centrum.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla brugte et eksklusivt interview i Berlingske for nogle uger siden til at afvise alle tanker om at splitte A.P. Møller – Mærsk op, som analytikere og investorer har foreslået over årene. Tværtom, så vil fonden bevare kontrollen med et samlet A.P. Møller – Mærsk og fokusere på værdiskabelsen på den lange bane. Det handler om at værne om de værdier, som farfaren Arnold Peter Møller lagde grunden til ved at forsøge at kigge hele 100 år frem i tiden. Foreløbigt har den møllerske opskrift da også vist sig endog meget succesrig, siden Arnold Peter Møller og dennes far Peter Mærsk Møller grundlagde Dampskibsselskabet Svendborg i 1904.

Mens interessen mest vil samle sig om Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der udover formandsposten i fonden også er næstformand i det børsnoterede A.P. Møller – Mærsk, vil selskabets bestyrelsesformand gennem ti år, Michael Pram Rasmussen, blive den, der fører ordet. Og han vil utvivlsomt udtrykke tilfredshed med selskabets udvikling i en økonomisk udfordret verden.

Michael Pram Rasmussen vil nok også med tilfredshed konstatere, at serviceeftersynet af Nordfsøaftalen – der som bekendt endte med uændrede skatteforhold for A.P. Møller – Mærsk – sikrer grundlaget for et fortsat højt investeringsniveau for selskabet i Nordsøen.

Når turen kommer til spørgsmål fra aktionærerne, så vil Enhedslistens Frank Aaen og foreningen Kritiske Aktionærer traditionen tro byde Michael Pram Rasmussen op til en ordudveksling om selskabets skattebetalinger. Her vil Michael Pram Rasmussen være på hjemmebane med opbakning fra langt størstedelen af aktionærerne, og formandens svar, der ofte er krydret med en hel del humor, plejer at udløse både grin og klapsalver. Frank Aaen har ved de seneste års generalforsamlinger dog også høstet klapsalver for sine spørgsmål og kommentarer, om end applauserne til hjemmebanefavoritten Michael Pram Rasmussen utvivlsomt vil være størst.

Også landets største pengetank ATP plejer at komme på banen, og her vil fokus nok være på olieforretningen. ATP har de foregående år efterlyst flere oplysninger om olieforretningen, og A.P. Møller – Mærsk satte da også netop fokus på olieforretningen på selskabets første kapitalmarkedsdag i efteråret. Men mange investorer har været skuffede over udviklingen i olieforretningen, og spørgsmålet er, hvordan ATP som en af landets mest indflydelsesrige investorer ser på det.

Hvad angår selskabets økonomisk afgørende arbejde med at få løftet fragtraterne vil bestyrelsesformanden nok være mere fåmælt. Verdens største containerrederi Maersk Line tjener stadig ikke nok penge, og rateforhøjelserne i marts er kun lykkedes delvist. Men nogle aktiekurspåvirkende kommentarer eller ændrede prognoser for 2013 skal man ikke ikke forvente fra Michael Pram Rasmussen.

Efter et par timer vil årets store begivenhed på Sydfyn være slut, og Møller-familien vil måske slå et smut forbi familieejendommen Villa Anna, hvor det hele begyndte, da Peter Mærsk Møller i 1884 flyttede med familien fra Dragør til Svendborg.

Om det store Mærsk-show kommer til Svendborg-egnen igen de kommende år, er nok mere tvivlsomt. A.P. Møller – Mærsk er et selskab, der har udviklet sig meget, hvad angår åbenhed og tilgængelighed de seneste ti år, og selv om historien og arven fylder meget i selskabet, er det nok et godt bud, at generalforsamlingen fremover vil blive holdt i Københavnsområdet.

Business.dk vil dække generalforsamlingen live torsdag fra klokken 11.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu