DF bekymret over udsigt til mangel på faglærte

5. februar 2013 02:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF bekymret over udsigt til mangel på faglærte
Billede mangler

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby (DF), er bekymret over udsigten til, at det danske arbejdsmarked kan se frem til stor mangel på faglært arbejdskraft i løbet af de næste 30 år.

 

– Det er dybt problematisk, at det danske samfund i dag ikke er gearet til at sikre en kontinuerlig tilgang af faglærte medarbejdere. Når vi kan se frem til i 2040, at kun hver fjerde på arbejdsmarkedet har en faglært baggrund i mod cirka hver tredje i dag, så beskriver det en meget betænkelig udvikling, som vi fra politisk side er nødt til at reagere på. Specielt når vi i samme periode kan se frem til en stor overproduktion af akademisk uddannede, siger Hans Kristian Skibby på baggrund af en undersøgelse, som Dansk Metal står bag, og som er beskrevet i Ugebrevet A4.

Hans Kristian Skibby mener, at erhvervsministeren og beskæftigelsesministeren må nedsætte en fælleskoordineret arbejdsgruppe, som skal have til opgave at analysere udfordringen og komme med konkrete forslag til, hvordan man sikrer, at de danske virksomheder også om 30 år kan rekruttere et tilstrækkeligt antal faglærte medarbejdere.

– Hvis ikke vi får styr på den her udfordring, så vil den danske konkurrenceevne lide et alvorligt knæk, siger han.

Et notat fra Dansk Metal, der fremskriver udviklingen i antallet af faglærte som smede, værktøjsmagere og elektrikere i løbet af de næste 30 år, viser, at der bliver færre og færre faglærte at ansætte.

Ifølge Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom hos Dansk Metal, kan tendensen efterlade de produktionsvirksomheder, som i dag beskæftiger tusindvis af danskere, med et stort problem i forhold til at skaffe arbejdskraft. Manglen på faglærte giver virksomhederne to muligheder, vurderer han.

– Enten kigger virksomheder som Danfoss og andre imod udlandet og flytter produktionen derhen. Eller også henter de arbejdskraft ind fra udlandet. Og der må man nok se i øjnene, at de kommer til at flytte ud, for det er nu engang lettere selv at rykke end at tiltrække faglært arbejdskraft fra udlandet. Det bliver den benhårde konsekvens, siger han til Ugebrevet A4.

En af landets største virksomheder, Grundfos i Bjerringbro, er ligeledes bekymret over det faldende antal faglærte.

– Så får vi jo endnu sværere ved at skaffe kompetent arbejdskraft, og det er kritisk. Det vil formentlig presse omkostningerne og give et lønpres, siger Finn Brøndum, uddannelsesleder hos Grundfos, til Ugebrevet A4.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu