DF: Der er hverken hoved eller hale i Thornings politik

26. februar 2013 14:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF: Der er hverken hoved eller hale i Thornings politik
Foto: Facebook.

Der er »hverken hoved eller hale« i regeringens politik, når den i udspillet til en ny vækstplan vil genindføre den boligjobordning, som den selv har afskaffet, og give skattelettelser til erhvervslivet. Det mener Dansk Folkeparti.

 

»Det er meget påfaldende, at der er sådan en slingrekurs. At der er ting, som den her regering har kæmpet imod, og som den pludselig vil. Der er ting, som den har fjernet, for eksempel boligjobordningen, som den nu vil genindføre. Hovedproblemet er jo, at der ikke er nogen retning på regeringens politik,« siger partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF).

Regeringens »Vækstplan DK«, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag præsenterede sammen med sine økonomiske ministre, fokuserer på at styrke dansk erhvervsliv, så der kan blive skabt 150.000 nye private arbejdspladser.

Boligjobordningen, der giver mulighed for at trække håndværkerløn fra i skat, skal ifølge regeringen genindføres i 2013 og 2014, selvom den netop er blevet afskaffet.

»Jeg tror, at mange danskere sidder tilbage med en oplevelse af, at vi har at gøre med en statsminister, der den ene dag siger det ene og den næste dag siger det modsatte – og den tredje dag måske vender tilbage til det, hun sagde oprindeligt. Der er hverken hoved eller hale i retningen af den her regerings politik,« siger DF-lederen.

For at gøre danske virksomheder mere konkurrencedygtige vil regeringen sænke selskabsskatten fra 25 til 22 procent – dog ikke for banker og olieudvindingsselskaber. Men det er ikke den rigtige løsning ifølge Dansk Folkeparti.

»Jeg er mere tilhænger af, at man branche for branche ser på, hvilke virksomheder der er mest konkurrenceudsatte og dermed har størst risiko for at flytte udenlands, og så ser på hvordan vi letter deres byrder, frem for at man smører en selskabsskattelettelse ud som et tyndt lag over det hele,« siger Kristian Thulesen Dahl, der dog er åben for forhandlinger med regeringen.

»Hvis regeringen indbyder til forhandlinger, kommer vi og håber på et godt resultat, men der skal da nogle forandringer til i den her plan, før Dansk Folkeparti kan tiltræde den,« fastslår han.

Forhandlingerne om en vækstpakke begynder allerede torsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu