DF forkaster »asyl-gave« til afghanske tolke

11. marts 2013 08:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF forkaster »asyl-gave« til afghanske tolke
Billede mangler

Afghanske tolke, der har hjulpet de danske soldater i Afghanistan, skal på ingen måde have asyl i Danmark.

 

Så klar er meldingen fra Dansk Folkeparti, efter det er kommet frem, at Danmark har brugt lokale tolke i Helmand-provinsen trods forsvarsminister Nick Hækkerups (S) forsikringer om det modsatte. Han har tidligere afvist, at tolkene skal have asyl i Danmark, når de danske kamptropper trækkes hjem fra Afghanistan, da tolkene rekrutteres uden for den stærkt uroplagede provins og derfor har bedre chancer for at undgå Talebans hævnangreb, når de vender tilbage til deres lokalområder.

Men efter TV 2s afsløring vil regeringen nu genoverveje, om tolkene skal have asyl, og det huer på ingen måde Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup (DF), der mener, at ministeren har »et stort troværdighedsproblem«.

»Afghanistan har brug for dygtige og modige mennesker, som tolkene helt åbenlyst er. Det kan simpelthen ikke passe, at Danmark skal dræne landet for den slags kræfter. Asyl i Danmark skal jo ikke være en gave for, at man har gjort noget for Afghanistan,« siger Marie Krarup og tilføjer:

»Jeg håber heller ikke, det er derfor, at de afghanske tolke har påtaget sig arbejdet. Jeg håber, de har gjort det som patrioter ligesom modstandsfolkene under Anden Verdenskrig, der jo heller ikke gjorde det for at få asyl i England,« siger forsvarsordføreren, der ligesom Venstre kræver en redegørelse af sagen.

Ifølge TV 2s oplysninger har de danske soldater i Helmand brugt syv tolke, der bor i provinsen.

Lande som Canada, USA og Norge har alle givet asyl til tidligere ansatte i Afghanistan, og det er helt på linje med anbefalingerne fra FNs Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR, der har peget på, at alle personer, der antages at støtte NATOs soldater, risikerer at blive angrebet af Taleban i Afghanistan.

Efter Irak-krigen gav den danske regering asyl til flere irakiske tolke, der havde hjulpet Danmark under de militære operationer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu