DF frygter udenomssnak i regeringens nye jobudvalg

5. februar 2013 14:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF frygter udenomssnak i regeringens nye jobudvalg
Billede mangler

Tidligst i efteråret 2014 – når et nyt udvalg kommer med sine resultater – vil regeringen komme med et udspil til en reform af den danske beskæftigelsesindsats. Men det er alt for sent, mener Dansk Folkeparti.

 

– I forhold til regeringens jobindsats batter det jo ikke ret meget at kigge på noget, hvor man først om et år eller to finder ud af, hvad der kan komme ud af det, siger Peter Skaarup (DF).

Han frygter, at regeringens nye såkaldte Carsten Koch-udvalg bliver en gang »udenomssnak«.

– Man skulle hellere se at få fundet en øjeblikkelig løsning på, hvordan man skaber nogle flere job. Der er for eksempel masser af håndværkere, der nu bliver ledige, fordi man ikke har videreført boligjobordningen, siger Peter Skaarup.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lancerede det nye udvalg på sit ugentlige pressemøde tirsdag. Her sagde hun, at udvalget – med den tidligere socialdemokratiske sundheds- og skatteminister Carsten Koch i spidsen – blandt andet skal se på, hvordan jobcentre og virksomheder kan arbejde bedre sammen.

– Vi bruger mange penge på beskæftigelsesindsatsen, og vi bliver nødt til at finde ud af, om vi kan bruge de penge bedre, sagde Thorning.Udvalgets arbejde resulterer i to rapporter. Den første rapport ventes klar i efteråret og belyser indsatsen for de ledige, der er parate til at komme i job. Anden rapport ventes færdig i efteråret 2014 og omfatter de ledige, der ikke er arbejdsmarkedsparate, herunder personer på kontanthjælp, sygedagpenge eller revalidering.

Når regeringen har drøftet rapporterne med arbejdsmarkedets parter, vil den komme med et udspil til en reform på området, fortæller beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

– Der er brug for en ny start for indsatsen, der alt for længe har kørt i ring med det lange lys slukket. Det har ført til kontrol og meningsløs aktivering frem for reel opkvalificering og varig beskæftigelse, siger ministeren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu