DF: Gerningsmænd slipper for let

23. februar 2012 15:03 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DF: Gerningsmænd slipper for let
Billede mangler

Gerningsmænd slipper for let for at betale erstatning til ofre.
Det mener Dansk Folkeparti, der vil have de kriminelle til i højere grad at tage de økonomiske konsekvenser af deres ugerninger.
Sidste år måtte staten betale 163,5 millioner kroner i erstatning til ofre, der havde været udsat for vold eller seksuelle overgreb, viser endnu ikke offentliggjorte tal fra Erstatningsnævnet. Kun en brøkdel af disse penge fik myndighederne tilbage fra gerningsmændene.
Men politi og Skat skal gå hårdere til værks, lyder det fra retsordfører Peter Skaarup.
“Jeg er sikker på, at der godt kan kradses flere penge ind. Det er kun rigeligt, at man som gerningsmand betaler til offeret, og vi kan passende tage de her tal op med justitsministeren,” siger han til Newspaq.
Dansk Folkeparti foreslår samtidig, at kriminelle skal være med til at finansiere en såkaldt offerfond, hvorfra voldsofre kan hente penge til f.eks. psykologhjælp.
I Sverige har man haft en offerfond i flere år, hvor beløbet var 500 kroner. Peter Skaarup ser gerne, at voldsdømte skal betale mindst 2.000 kroner til fonden.
“Det vil være nummer ét at have sådan en fond. På den måde kan man målrette pengene til ofrene,” siger han.
SF har tidligere foreslået en offerfond, som også Socialdemokraterne har udtalt sig positivt om.
I regeringsgrundlaget står der dog ikke et ord om en sådan fond. Her står der i stedet, at “ofre for kriminalitet skal hjælpes bedre.”
“De skal sikres hjælp til en tryg hverdag og muligheder for værn mod gerningsmanden. Rammerne for offererstatning skal efterses og gerningsmanden skal kunne konfronteres med konsekvenserne af sin kriminalitet.”
SF’s medlem af Retsudvalget Meta Fuglsang vil da heller ikke love, at der kommer en offerfond.
“Vi går efter at hjælpe offeret. Vi synes stadig, at det er en god ide med en fond, men det vigtigste er målet, ikke midlet. Så det kan godt være, at det skal gøres på andre måder end en offerfond,” siger Meta Fuglsang til Newspaq.
Hun kalder det et stort dilemma, at gerningsmændene i stor stil slipper for at betale til ofrene på grund af pengekvaler.
“Hvis gerningsmændene ikke har en krone, kan man ikke gøre så meget mere. Hvad er alternativet, at vinde i lotte eller at gerningsmændene skal arbejde resten af sit liv for at betale?”
Fra 2010 til 2011 steg erstatningsbeløbet med 12 procent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu