DF: Henrik Dam må tvinge DSB til orden

14. december 2011 18:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DF: Henrik Dam må tvinge DSB til orden
Billede mangler

Det er fuldstændig ude i hampen, at DSB i morgen aflyser hvert andet tog på grund af en faglig konflikt på selskabets værksteder.
Så klar er beskeden fra Dansk Folkeparti, der kræver, at transportminister Henrik Dam Kristensen (S) tager en alvorlig snak med DSB’s bestyrelsesformand, Peter Schütze.
“I forhold til pendlere og de mange som er afhængige af DSB – og set i lyset af julen der står for døren – så kan vi simpelthen ikke leve med de her massive aflysninger,” siger trafikordfører Kim Christensen (DF) til Newspaq.
Han vil ikke blande sig i, hvordan Henrik Dam griber den konkrete sag an, men noget må han gøre i sin egenskab af øverste chef for DSB.
“Det er hans lod at finde en løsning på det her. Normalt blander vi os ikke i overenskomstsmæssige forhold, strejker eller lignende. Det bør egentlig afgøres mellem parterne. Men her taler vi om pendlere, der skal passe deres arbejde. Og vi taler om folk, der skal fra den ene ende af landet til den anden for at holde jul. Derfor må ministeren helt ekstraordinært træde i karakter,” lyder det fra Kim Christensen.
SF vil modsat DF give ministeren arbejdsro. Trafikordfører Anne Baastrup har således – trods dagens sammenbrudte forhandlinger – tillid til, at ministreren og DSB-ledelsen arbejder på en løsning.
“Det er meget voldsomt og overhovedet ikke spor sjovt for de danske borgere, som har brug for at komme hjem til jul. Men jeg er nødt til at sige, at transportministeren skal have lov til stille og roligt at overveje, hvad der er det rigtige, han kan gøre. Vi skal ikke råbe op og komme med en masse gode idéer,” siger hun til Newspaq.
Venstre kom tidligere onsdag med en lignende besked til transportministeren. Det er ikke politikernes opgave at blande sig i faglige konflikter, heller ikke i DSB’s, påpegede trafikordfører Kristian Phil Lorentzen (V) over for Newspaq.
Henrik Dam Kristensen fastholder onsdag eftermiddag, at han ikke agter at blande sig i den faglige konflikt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu