DF hiver socialministeren i samråd om udsatte børn

24. januar 2013 09:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF hiver socialministeren i samråd om udsatte børn
Billede mangler

Det skal sikres, at kommunernes bebudede besparelser ikke får konsekvenser for udsatte børn og unge, mener Dansk Folkeparti.

 

– Børns tarv må og skal have en meget høj prioritet i Danmark, siger socialordfører Karin Nødgaard (DF), der kalder udviklingen uheldig.

– Fra Christiansborgs side har vi også med satspuljeaftalen på det sociale område netop prioriteret udsatte børn, og så er det meget uheldigt, hvis kommunerne nu gør det stik modsatte, siger hun i en pressemeddelelse.

Ifølge Politiken vil kommunerne i år bruge 458 millioner kroner mindre på for eksempel døgnanbringelser og forebyggende foranstaltninger for børn og unge med særlige behov. Den besparelse må ikke gå ud over børnene, lyder det fra Dansk Folkeparti.

– På samrådet vil jeg blandt andet spørge ministeren til, hvordan hun forholder sig til de bebudede besparelser og til, hvordan hun vil sikre, at en så stor nedskæring ikke vil få konsekvenser for udsatte børn og unge, siger hun.

Også Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo (V), er bekymret over udsigten til besparelserne.

– Det er et forkert signal at sende, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu