DF indkaldt til vækstplan-forhandling

24. marts 2013 17:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF indkaldt til vækstplan-forhandling
Billede mangler

Efter flere ugers forhandlinger om en vækstplan mellem regeringen, Venstre og de Konservative, bliver Dansk Folkeparti nu lukket ind i varmen.

 

Partiet er blevet indkaldt til forhandlinger med finansminister Bjarne Corydon (S) og regeringstoppen mandag klokken 12, og partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) udelukker ikke en aftale uden om de øvrige partier på den borgerlige fløj.

»Spørger man V og K, om de vil lave en aftale uden os, er der næppe tvivl om, at de vil svare ja. Det samme siger vi, men vi vil da foretrække en bred aftale,« siger Thulesen Dahl til Berlingske Nyhedsbureau.

Mens forhandlingerne med Venstre og Konservative mest har handlet om erhvervslivets vilkår, vil Dansk Folkeparti sætte fokus på den offentlige sektor. Partiet ønsker en årlig vækst på 0,8 procent, der især skal komme sygehusene til gavn.

»Det er jo velkendt, at der er nedlagt for mange senge på sygehusene. Mange steder ligger der patienter på gangene, så jeg synes, at man med god ret kan forstærke indsatsen på sygehusene,« siger Kristian Thulesen Dahl, der også vil have den planlagte sænkelse af selskabsskatten droppet til fordel for afgiftslettelser til virksomhederne.

»Undersøgelser viser jo, at man vil kunne skabe det dobbelte antal arbejdspladser ved at sænke afgifter frem for selskabsskatten. Det vil man også foretrække i erhvervslivet,« siger DF-formanden.

Pengene til vækstplanen skal hentes gennem reformer af SUen og kontanthjælpen, hvor Dansk Folkeparti er en del af forligskredsen.

Hvis partiet skal være med i reformerne, er det kun rimeligt, at det får indflydelse på, hvad pengene skal bruges til, mener Kristian Thulesen Dahl.

»Jeg fornemmer også, at regeringen er bevidst om værdien af en aftale med DF. Især Socialdemokraterne og SF er jo presset af deres baglande i forhold til vækstplan, og hvis de indgår en aftale med os, kommer man tættere på det, baglandet efterlyser, end hvis man laver en aftale med VK alene,« siger han.

Inden mandagens møde med Dansk Folkeparti forhandler regeringstoppen søndag aften med Venstre og de Konservative.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu