DF kræver Corydon-forklaring af hul i Vækstplan DK

12. april 2013 04:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF kræver Corydon-forklaring af hul i Vækstplan DK

Regeringens vil effektivisere og modernisere den offentlige sektor for 12 milliarder kroner frem mod 2020, men har endnu ikke fremlagt nogen konkrete initiativer, der skal hjælpe den på vej mod målsætningen.

 

Det vil finansminister Bjarne Corydon (S) snart blive afkrævet af Dansk Folkeparti.

»Når man nedsætter væksten i det offentlige forbrug fra 0,8 procent til 0,63 procent i ’Vækstplan DK, så påhviler det regeringen at forklare, hvor pengene skal komme fra,« siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF) til Politiken.

Han mener, at Bjarne Corydon og co. er nervøs for at tage diskussionen.

»De vil ikke fortælle, hvor pengene skal komme fra. Når man tænker på de tusinder af mennesker, der blandt andet stod på Christiansborgs Slotsplads i går, burde regeringen i ærligt sprog fortælle om deres planer,« siger Kristian Thulesen Dahl.

I et regeringsnotat fra 4. marts, som Politiken er kommet i besiddelse af, fremgår det, at der ikke foreligger »en samlet udmøntningsplan med konkrete initiativer for indfrielse af moderniseringsambitionen«.

Ifølge Bo Sandemann Rasmussen, der er økonomiprofessor på Aarhus Universitet, vil moderniseringsambitionerne sandsynligvis ramme andre offentligt ansattes overenskomster.

»Det virker ret besynderligt, at man har hævet ambitionen fra fem milliarder kroner i en plan fra maj 2012 til 12 milliarder kroner i vækstplanen – uden at lægge en klar plan frem. Finansministeriet lægger op til et alvorligt løft af effektiviseringerne. Men lærerne udgør jo kun 60.000 ud af en samlet offentlig sektor på 800.000 ansatte,« siger Bo Sandemann Rasmussen til Politiken.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu