DF kræver uvildig undersøgelse af dødsfald

7. marts 2013 16:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF kræver uvildig undersøgelse af dødsfald
Billede mangler

Dansk Folkeparti kræver en uvildig undersøgelse i kølvandet på tre uventede dødsfald på lukkede psykiatriske afdelinger i hovedstaden.

 

»For at det kan foregå troværdigt, kræver vi, at der iværksættes en ekstern og uvildig undersøgelse. Det er ikke nok, at Region Hovedstaden undersøger sig selv,« siger Finn Rudaizky (DF), medlem af Region Hovedstadens psykiatriudvalg, til Berlingske Nyhedsbureau.

Onsdag bebudede Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, at regionen vil undersøge alle patienter, der det seneste år har fået en kombination af antipsykotisk medicin og beroligende medicin, samtidig med at de har indtaget morfin-præparater som metadon.

»Vi gennemgår nu alle patientforløbene og ser, hvor mange patienter der får denne type kombination af behandlinger, og hvorvidt nogle af dem har oplevet kritiske episoder under behandlingen – i værste tilfælde om nogle er døde,« sagde Svend Hartling onsdag til politiken.dk.

Det er ikke tilstrækkeligt, mener Dansk Folkeparti.

»Det er ikke altid, at man skal sætte det store apparat i gang og lave ekspertundersøgelser, men her, hvor der er tale om tre dødsfald, er det på sin plads,« siger Finn Rudaizky.

To mandlige patienter døde med et døgns mellemrum i midten af januar i år på Psykiatrisk Center Københavns lukkede afdeling ved Bispebjerg. 17. februar døde en kvinde, der var indlagt på Psykiatrisk Center Nordsjællands lukkede afdeling i Hillerød.

Finn Rudaizky er ligeledes betænkelig over, at Svend Hartling onsdag konstaterede, at intet tyder på, at medarbejderne har begået fejl i behandlingen af de afdøde patienter.

»Jeg håber, han har ret, men jeg synes, det er betænkeligt, at man, allerede inden undersøgelsen er sat i gang, kan konkludere, at en hel gruppe medarbejdere kan friholdes. Det er en rigtig kedelig måde at begynde en undersøgelse på,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu