DF lugter aftalt spil mellem KL og regeringen

2. april 2013 08:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF lugter aftalt spil mellem KL og regeringen
Billede mangler

Dansk Folkeparti forventer et snarligt regeringsindgreb i konflikten mellem lærerne og kommunerne. Men partiet frygter, at et indgreb fra regeringen kun kommer til at tilgodese KLs interesser.

 

»Et regeringsindgreb skulle helst tilgodese begge parter, men det, tror jeg ikke, kommer til at ske. Det lugter meget af aftalt spil mellem KL og regeringen,« siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF).

»Det ser ud til, at der har været et tæt samspil mellem regeringen og KL i den her sag, så jeg forventer, at et regeringsindgreb vil lægge sig tæt op ad KLs forhandlingslinje. De vil af med de arbejdstidsregler, koste hvad det vil,« siger Bent Bøgsted.

Han forventer, at regeringen vil komme med et indgreb i konflikten, formentlig efter to uger.

»Jeg tror, regeringen bryder ind i konflikten efter maksimalt to uger. Det er ikke noget, vi i Dansk Folkeparti bryder os om. Vi havde helst set, at parterne kunne blive enige,« siger Bent Bøgsted.

Han vil ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til, om Dansk Folkeparti vil lægge stemmer til et regeringsindgreb.

»Da jeg jo ikke ved, hvad regeringen spiller ud med, kan jeg ikke sige, om vi vil stemme ja eller nej,« siger Bent Bøgsted.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu