DF lytter til advarsler om sygehusbyggeri

18. april 2013 09:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF lytter til advarsler om sygehusbyggeri

Formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), frygter, at der vil gå rigtig mange penge til spilde på at skulle rette de samme fejltagelser, hvis supersygehusene bygges på samme tid. Derfor foreslår han at sætte nogle af byggerierne på standby.

 

Den idé tager Dansk Folkeparti varmt imod.

»Det lyder som en rigtig god idé, så vi ikke begår alle fejl alle steder. Vi skal sikre, at det hele kører med, og at materiellet i sygehusene følger med udviklingen,« siger sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt (DF).

Statsrevisorernes formand mener, at det er farligt at bygge alle supersygehusene på samme vidensgrundlag. Det vil ifølge ham føre til de samme fejltagelser. Liselott Blixt mener, det er en advarsel, som politikerne bør tage til efterretning.

»Når der kommer en advarsel som denne, så synes jeg, det er noget, vi bør kigge på. Det er ikke fordi, jeg ønsker at sætte hele projektet på standby, men jeg mener, det er vigtigt at revidere vidensgrundlaget og se på, hvor langt vi er,« siger sundhedsordføreren.

Konkret vil hun gerne have en evaluering af, hvor langt byggerierne er, hvad de indtil videre har opnået, og om vi har rykket os teknologisk siden projektet blev søsat.

Det er planen at bygge seks nye sygehuse i Danmark frem til 2021. De nye sygehuse vil koste 28 milliarder kroner. Samlet set vil projektet koste 40 milliarder kroner, når udbygninger af nuværende sygehuse også bliver medregnet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu