DF og EL kræver afstemning om patentdomstol

19. februar 2013 14:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF og EL kræver afstemning om patentdomstol

Tirsdag indgår erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) en aftale om etableringen af en ny fælles europæisk patentdomstol. Aftalen om domstolen blev forhandlet på plads under det danske EU-formandskab sidste år efter mere end 30 års tovtrækkeri, og den er blevet kaldt en sejr for europæiske virksomheder.

 

Men hos Enhedslisten og Dansk Folkeparti har EU-ordførerne langt fra hænderne i vejret. Begge partier mener nemlig, at patentdomstolen udgør en trussel mod demokratiet, og derfor kan en folkeafstemning være under opsejling.

»Det er skadeligt for samfundsudviklingen, hvis vi mister den demokratiske kontrol over, hvad der skal være patent på. Vi frygter, at det vil ramme de små og mellemstore virksomheder, fordi de vil blive indkaldt for domstolen af store koncerner, der har interesse i at holde mindre konkurrenter ude af markedet,« forklarer EU-ordfører Nikolaj Villumsen (Ø).

Den kommende patentdomstol får hovedsæde i Paris og lokale afstikkere i München og London. Det medfører, at det fremover vil være en udenlandsk myndighed, der skal afgøre internationale patentsager, hvor danske virksomheder er involveret. Og det er en klar suverænitetsafgivelse, mener Dansk Folkeparti, som kræver en folkeafstemning.

»Der er noget principielt i, at når man afgiver suverænitet, så skal man spørge danskerne. Det er det, jeg lægger størst vægt på,« siger EU-ordfører Pia Adelsteen (DF), som erkender, at indholdet ikke er det afgørende.

Den manglende opbakning fra de to EU-skeptiske partier har sat juristerne i Justitsministeriet på overarbejde. Men de har endnu ikke afgjort, om der reelt er tale om suverænitetsafgivelse. Skulle det blive konklusionen, ender det med en folkeafstemning, fordi der ikke vil være den fornødne opbakning fra 5/6 af Folketingets medlemmer, som grundlovens paragraf 20 forudsætter ved afgivelse af suverænitet.

Og det vil være helt på sin plads, mener Dansk Folkeparti. Også selvom et fælles EU-patent gør det markant billigere for virksomheder at beskytte deres patenter i Europa. I dag koster det i gennemsnit 240.000 kroner at få et europæisk patent igennem, men fremover falder prisen til 5.000 kroner, fordi det nu kun er nødvendigt at søge om patentet i én central institution i stedet for i hvert enkelt medlemsmand.

»Jeg har ikke noget imod at lette omkostningerne for virksomhederne. Men der ligger også noget principielt i det, og hvis regeringen mener, at varen er så god, så må den også kunne sælge den til danskerne,« siger Pia Adelsteen.

Noget kunne tyde på, at den opgave rent faktisk ikke vil blive så svær.

I en undersøgelse som Epinion/Respomondo har foretaget for erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, svarer 55 procent af de 784 adspurgte danskere, at de bakker op om en tilslutning til patentdomstolen. 23 procent er på linje med Dansk Folkeparti og Enhedslisten, mens 22 procent svarer »ved ikke«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu