DF og EL vil have folkeafstemning

27. juni 2012 10:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DF og EL vil have folkeafstemning
Billede mangler

I skøn forening med Dansk Folkeparti gør Enhedslisten sig parat til at tilføje statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) et eklatant politisk nederlag.
Det skriver Politiken onsdag.
De to partier vil udløse en folkeafstemning om den fælleseuropæiske patentdomstol, som det danske EU-formandskab satser hårdt på at opnå enighed om ved EU-topmødet torsdag og fredag.
En dansk tilslutning til patentdomstolen kræver et flertal på fem sjettedele af mandaterne i Folketinget eller et ja ved en folkeafstemning, fordi der er tale om suverænitetsafgivelse.
Derfor er regeringen afhængig af enten Enhedslisten eller Dansk Folkeparti, og de siger begge utvetydigt nej.
Enhedslistens Per Clausen afviser, at meldingen skal ses som en strafaktion efter regeringens indgåelse af en skatteaftale med V og K.
– Når forslaget om dansk tilslutning kommer i Folketinget, vil vi stemme imod. Det er klart, at det kan virke lidt muntert, samme dag som Helle Thorning-Schmidt har sagt, at vi ikke skal have nogen folkeafstemning, siger han til Politiken.
Han henviser til, at statsministeren netop har udskudt et opgør med de danske EU-forbehold, fordi EU er præget af uro.
Regeringens forhenværende støtteparti har hele tiden været skeptisk, men Clausen bemærker syrligt, at “regeringen ikke har gjort noget som helst forsøg på at overbevise os om at ændre holdning”.
Næstformand Peter Skaarup (DF) er enig. Begge partier vil anbefale et nej ved en kommende folkeafstemning:
– Vi siger nej. Vi vil have en folkeafstemning, når der er suverænitetsafgivelse, siger Peter Skaarup til Politiken.
Adspurgt om udsigten til en dansk folkeafstemning siger en ordknap Helle Thorning-Schmidt til Politiken: Nu er vi jo ikke klar med patentdomstolen endnu.
Domstolen har imidlertid høj prioritet for formandskabet. Thorning-Schmidt har flere gange rejst sagen for den tyske kansler, den britiske premierminister og Frankrigs præsident.
Sammen med EU-præsident Herman Van Rompuy sendte statsministeren i aftes et kompromisforslag om patentdomstolens indretning rundt til de europæiske hovedstæder.
Regeringen har dog ingen garanti for, at kompromiset lander. Patentdomstolen indgår i Europaudvalgets møde her til formiddag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu