DF om kontanthjælp: Vi trak det i den rigtige retning

18. april 2013 20:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF om kontanthjælp: Vi trak det i den rigtige retning
Billede mangler

Der er både gode og dårlige elementer i den kontanthjælpsreform, regeringen torsdag har indgået med oppositionen.

 

Det er holdningen i Dansk Folkeparti, som under forhandlingerne krævede, at den såkaldte forsørgerpligt ikke skulle være en del af kontanthjælpsreformen. Løsningen blev, at man indfører forsørgerpligt for unge samlevende par over 25, og det kan man godt acceptere i partiet.

»Vi har kæmpet for at trække aftalen i vores retning. Blandt andet fik jeg fjernet forsørgerpligten for dem under 25,« siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF).

»Vi ved, at nogle partier kæmpede for besparelser på op mod tre milliarder kroner, og hvis ikke Dansk Folkeparti havde været med, så havde der været endnu skrappere tiltag over for kontanthjælpsmodtagerne,« siger han.

Den gensidige forsørgerpligt for kontanthjælpsmodtagere over 25 betyder, at hvis én person i et samlevende parforhold tjener omkring 30.000 kroner om måneden eller har formue, så skal begge personer i forholdet leve af det.

I dag gælder forsørgerpligten kun, hvis man er gift.

Beskæftigelsesministeriet skønner, at kontanthjælpsreformen vil sende 3.100 flere personer i arbejde i 2014, mens tallet vil være 3.500 personer i 2015, 3.300 personer i 2016 og 4.200 personer i 2017.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu