DF optimistisk efter SU-forhandlinger

28. februar 2013 20:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF optimistisk efter SU-forhandlinger
Billede mangler

Dansk Folkeparti var ikke udelt begejstret, da regeringens udspil til en SU-reform blev fremlagt i sidste uge. Partiets forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), er dog tilfreds efter et møde i forligskredsen bag den nuværende SU-aftale torsdag aften.

 

»Jeg vil sige, det gik ganske udmærket. Vi fik fremlagt nogle forskellige krav, og det skal man selvfølgelig lige tygge på. En af de ting, vi lægger vægt på, er at have fokus på det sjette SU-år, og at vi gerne vil af med den to-årsregel, der er indbygget i reformen,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl med henvisning til regeringens forslag om at afskaffe det sjette SU-år for studerende, der påbegynder en videregående uddannelse mere end to år efter, de har afsluttet deres ungdomsuddannelse.

Oppositionspartiet mener således, at netop det sjette SU-år gør, at man kan blive færdig med sin uddannelse, hvis man for eksempel dumper til eksamener eller bliver forsinket af andre årsager, så man ikke får trukket uddannelsen yderligere.

Partiet vil også gerne beholde den nuværende regel, hvor man kan gange sit adgangsgivende eksamenssnit med 1,08, hvis man påbegynder en videregående uddannelse inden for to år efter afsluttet ungdomsuddannelse. Denne regel vil regeringen således også sløjfe.

»Jeg synes ikke, man bare skal straffe dem, der af forskellige grunde venter mere end to år med at starte på sin uddannelse,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Regeringen vil skaffe to milliarder kroner gennem SU-reformen, men det beløb vil Dansk Folkeparti ikke hænge sig i.

»Morten Østergaard (R) og regeringen har et fokus på de to milliarder, og vi har et klart fokus på, at vi må se, hvad der kan komme ud af det her. Om det så giver en, to eller tre milliarder, det vil vise sig, men det kan vi jo ikke binde os op på,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu