DF skeptisk inden regeringens SU-udspil

19. februar 2013 10:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF skeptisk inden regeringens SU-udspil
Billede mangler

Der er lagt op til udfordrende forhandlinger om regeringens SU-reform, hvis regeringen insisterer på, at der skal skæres i SUen – enten på det sjette SU-år eller på det beløb, som de studerende får udbetalt. Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti, forud for at uddannelsesminister Morten Østergaard (R) fremlægger regeringens udspil tirsdag eftermiddag.

 

»Jeg er da meget spændt på at se det samlede udspil. På nogle områder har jeg opfattelsen af, at Østergaard har lyttet, for eksempel når han taler om at forandre kulturen på universiteterne, og på det område er jeg fortrøstningsfuld. Men hvis regeringen insisterer på, at vi skal skære for meget i SUen, bliver det da en udfordring,« siger SU-ordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

Regeringen har allerede præsenteret to elementer i udspillet til SU-reformen, som skal bringe besparelser for to milliarder kroner. Penge, der blandt andet skal finansiere en del af regeringens bebudede jobpakke. Mandag fortalte Morten Østergaard foran en forsamling af studerende i Aarhus, at regeringen vil fjerne det sjette SU-år for studerende, der bruger over to år mellem en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse.

Det forslag er Dansk Folkeparti ikke begejstret for.

»Hvis du fjerner det sjette SU-år, er min bekymring, at der vil være en del, der dropper ud eller vælger slet ikke at gå i gang, fordi de er bekymrede for, om de kan få SU hele studiet igennem. Der vil jo være nogen, der render ind i problemer med at få SU og i stedet for at kæmpe sig igennem med erhvervsarbejde, dropper de bare ud,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det er den samme bekymring, der vækkes hos SU-ordføreren, når Østergaard taler om at »skære i SUen«. Ifølge Berlingske har en lavere regulering af SUen fremadrettet været en del af de afsluttende forhandlinger internt i regeringen.

»Det er vigtigt, at SUen giver mulighed for at studere, uden at man skal have et erhvervsarbejde«, understreger Jens Henrik Thulesen Dahl, der til gengæld er positivt stemt over for regeringens forslag om, at alle studerende automatisk skal tilmeldes eksamen. Hvis man ikke har været til eksamen i mere en seks måneder, stopper SU-udbetalingen, lyder forslaget.

»Hvis du får fuld SU, er du også fuldtidsstuderende og skal selvfølgelig gå til eksamener. Der kan selvfølgelig være dødsfald i familien og mange ting, der gør, at nogen ikke kan klare det, men så har man jo altid tre forsøg til eksamen og dispensationsmuligheder derudover. Der skal selvfølgelig være et sikkerhedsnet, men alle, der ikke har specielle problemer, forventes at gennemføre på nomeret tid,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Regeringen forventes at forhandle det nye SU-system på plads med forligskredse bag den forrige aftale, som tæller alle partier undtagen Liberal Alliance og Enhedslisten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu