DF: Udspil gør Danmark til asyl-magnet

13. juni 2012 17:50 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DF: Udspil gør Danmark til asyl-magnet
Billede mangler

Dansk Folkeparti advarer kraftigt regeringen imod at gennemføre et nyt udspil, der skal forbedre forholdene for asylansøgere.
Det siger partiets udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, i en pressemeddelelse.
Ifølge regeringens udspil skal det skal være muligt for asylsøgere at få arbejde og bolig uden for asylcentrene, hvis de har opholdt sig i landet i mere end seks måneder fra den dato, de søgte om asyl.
Udspillet kommer kun til at gælde samarbejdende asylansøgere – ikke dem på tålt ophold, eller dem som er blevet udvist på grund af kriminalitet.
– De nye og lempeligere vilkår, som regeringen lægger op til, og som Enhedslisten vil kræve meget mere af, vil med garanti gøre Danmark til et attraktivt sted at søge hen for alverdens flygtninge, siger ordføreren.
– Derfor bør Venstre og også gerne De Konservative sammen med DF love vælgerne, at vi vil rulle lempelserne tilbage, så Danmark igen får en fornuftig og ansvarlig udlændingepolitik, hvis danskerne giver os dette mandat til næste valg, siger han.
Martin Henriksen understreger desuden, at udspillet i sig selv er vidtgående.
– Regeringen selv skønner, at 1850 personer kan blive flyttet ud af et asylcenter, og dette vurderes at koste danske skatteydere et større millionbeløb. Og de udgifter er jo bare toppen af isbjerget set i lyset af, at denne aftale vil betyde, at flere søger mod Danmark.
Han stiller sig derfor uforstående over for regeringens valg af prioritering i en tid med krise.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu