DF vil have helligdage, ikke skattelettelser

23. maj 2012 13:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DF vil have helligdage, ikke skattelettelser
Billede mangler

Danskernes helligdage er hellige.
Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, efter et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der onsdag mødes på tomandshånd med oppositionens partiledere.
– Udover helligdagene er der ikke mere konkret, vi kan sige noget om lige nu. Men det må være svært for regeringen at forklare danskerne, hvorfor vi skal øge arbejdsudbuddet i en tid, hvor folk bliver fyret, lød det fra Pia Kjærsgaard.
Hun sendte også en hilsen til det altoverskyggende oppositionsparti Venstres krav om, at en del af de fire milliarder kroner, som arbejdsmarkedets parter i givet fald skaffer som resultat af trepartsforhandlingerne, skal “tilbage til danskerne”.
– Man skal altså ikke bede folk om at arbejde længere for at give skattelettelser. Det gør man bare ikke, siger Pia Kjærsgaard.
– Vi havde jo i sin tid en aftale med Venstre og Konservative om, at de penge skulle bruges til sociale forbedringer og øget sundhed. Så vi er ikke interesserede i, at de skal gå til skattelettelser sådan, som Venstre taler for. Det er vi ikke med på, fastslår Pia Kjærsgaard.
Dermed skal der snart udloves en dusør til dem, der kan finde to parter, der ser ens på, hvad trepartsforhandlingerne skal munde ud i.
Arbejdsgiverne kræver på deres side, at alle tiltag i trepartsforhandlinger skal stemmes igennem i Folketinget.
Det betyder i praksis, at hellig- og feriedage er på ønskelisten – et krav, som fagbevægelsen omvendt ikke bryder sig om, for at sige det mildt.
Desuden kræver arbejdsgiverne, at arbejdstiden skal øges så hurtigt som muligt, mens fagbevægelsen og Socialdemokraterne har talt for, at det først bør ske, når beskæftigelsen er i bedring.
Og med Venstres krav om, at pengene blandt andet skal “tilbage til danskerne” og ikke gå til fagbevægelsen øges presset yderligere på regeringen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu