DF vil ikke pille ved de studerendes SU

8. februar 2013 16:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF vil ikke pille ved de studerendes SU
Billede mangler

Når regeringen med en kommende SU-reform vil forsøge at hente to milliarder kroner til statskassen, så bør pengene ikke findes ved at skære i de studerendes SU.

 

Dansk Folkepartis forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), mener i stedet, at regeringen bør fokusere på at få de studerende hurtigere igennem studiet, og han peger på, at de studerende allerede er blevet langt hurtigere til at gennemføre deres uddannelse i løbet af de seneste 10 år.

»Jeg forstår ikke, hvorfor man vil tage SUen ind som værktøj, når man allerede har noget i gang, som for mig at se virker og har en effekt. Samtidig er jeg bekymret for, at hvis man for eksempel skærer det sjette SU-år, som er en af de ting, der har været fremført, så risikerer man, at der er nogle grupper, som slet ikke går ind og tager et studie,« siger han.

Det er uddannelsesminister Morten Østergaard (R), der fredag for første gang har meldt ud, at besparelser på selve SUen bliver en del af regeringens kommende forslag til en SU-reform.

Regeringen har til hensigt at finde to milliarder kroner, og det skal ske gennem en reform, der skal stå på to ben. Det handler om, at man vil undgå unges forsinkelser i uddannelsen, og »så vil vi se et bidrag fra de steder i SU-systemet, hvor vi er for generøse,« siger Morten Østergaard til Berlingske.

Men SU-indgreb er altså ikke vejen frem, mener Jens Henrik Thulesen Dahl. Han ser det som en vigtig opgave, at man bliver bedre til at fortælle de studerende, at når de læser på et studie, så forventes det, at de slider i det.

»Jeg mener bestemt ikke, vi er for gavmilde i forhold til den SU, vi giver. Jeg mener, vi måske skal være tydeligere over for de studerende i forhold til, at når de får fuld SU, så forventer vi også en fuld studieindsats.

»Jeg har en forventning om, at man bruger 40 til 50 timer om ugen som minimum på sit studie,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Ifølge ordføreren er der en række problemer på universiteterne, der skal løses, inden man overhovedet får tanken om at skære i SUen.

Det gælder blandt andet problemer med meritoverførsler og hop mellem uddannelserne, der kan være med til at øge studietiden, siger DFeren.

»Så længe der er den slags problemstillinger, så er det på ingen måde rimeligt at begynde at skære i SUen«.

Dermed indtager Dansk Folkeparti sammen holdning som Venstre i spørgsmålet om besparelser på selve SUen. Tidligere fredag svarede partiets ordfører på SU-området, Mads Rørvig (V), på, om Venstre mente, hvorvidt man skulle skære i de studerendes månedlige beløb.

»Nej, det ser jeg ikke som en farbar vej at gå,« sagde ordføreren.

Efter planen vil regeringen i løbet af foråret forsøge at få en aftale om en SU-reform på plads.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu