DF vil straksudvise serbiske romaer

28. februar 2013 11:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF vil straksudvise serbiske romaer
Billede mangler

Serbiske romaer, der kommer til Danmark for at søge asyl uden et egentligt grundlag, skal ud af landet hurtigst muligt.

 

Sådan lyder kravet fra Dansk Folkeparti, efter at tal fra Nationalt Udlændinge Center under Rigspolitiet ifølge Politiken viser, at den største gruppe af asylansøgere hidtil i 2013 er statsborgere fra Serbien, der er EU-kandidatland.

»Det er åbenlyst, at de serbiske romaer kommer herop, fordi de ved, at de på grund af den lange sagsbehandlingstid kan være her i landet i et stykke tid. Hvis vi sikrer, at de bliver straksafvist og efterfølgende udvises hurtigt, så løser det problemet. Sværere er det faktisk ikke. Det er et spørgsmål om politisk vilje,« siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF) i en pressemeddelelse.

Stort set alle de serbiske asylansøgere får ifølge Politiken afslag på deres ansøgning kort efter ankomsten til Danmark. Herefter går mange dog videre og søger om humanitær opholdstilladelse hos Justitsministeriet.

Justitsminister Morten Bødskov (S) kalder det overfor Politiken »komplet uacceptabelt og en unødig belastning, at serbiske statsborgere rejser til Danmark og søger om asyl uden at have skyggen af et reelt motiv«.

Morten Bødskov siger, at man har et godt samarbejde med de serbiske myndigheder om de romaer, der søger asyl i Danmark, men Martin Henriksen kalder det »naivt« at tro, at en dialog med de serbiske myndigheder nytter noget.

»Enten er der tale om en dårlig spøg, eller også er justitsministeren dybt naiv, hvis han tror, at det løser noget. I Dansk Folkeparti mener vi, at det skal være sådan, at Danmark skal straksafvise ansøgninger om humanitært ophold, der er åbenlyst grundløse,« siger Martin Henriksen, der har kaldt justitsministeren i samråd om sagen.

I årets første par måneder kom der ifølge Politiken 235 serbiske asylansøgere til Danmark. Flygtninge fra det borgerkrigshærgede Syrien indtog en andenplads med 179 ansøgere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu