DF’s Morten Messerschmidt støtter anmeld-en-østarbejder

15. februar 2012 14:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DF's Morten Messerschmidt støtter anmeld-en-østarbejder
Billede mangler

Brok dig offentligt om en østarbejder.
 
Sådan lyder opfordringen fra den hollandske politiker Geert Wilders fra Frihedspartiet på en ny hjemmeside. Og siden får opbakning fra Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt.
 
“Det er godt, at Geert Wilders sætter fokus på de store problemer som Holland, men også Danmark, har oplevet efter østudvidelsen i forhold til kriminelle bander og folk, der ikke overholder overenskomster på arbejdsmarkedet,” siger Morten Messerschmidt til Newspaq.
 
Netsiden spørger, om man har mistet sit job til en polak, bulgarer, rumæner eller andre østeuropæere. Hvis ja, vil de gerne høre om det. Men det kan også være “nu sover de uden for min dør igen” eller “de griller stadig om natten” ifølge Ino van den Besselaar, der er medlem af Frihedspartiet.
 
Morten Messerschmidt understreger, at han ikke taler hollandsk, og derfor ikke kan gå ind i ordlyden. Han mener dog kun, at østeuropæere, der bryder reglerne skal anmeldes.
“Det væsentlige er, at man har at gøre med folk, som ikke overholder reglerne. Der er masser af folk fra Østeuropa, som overholder reglerne, og dem skal vi selvfølgelig rose,” forklarer han, og åbner for samme ide i Danmark.
 
“Det lægger ikke Dansk Folkeparti fjernt at lave en lignende side i Danmark, men det er klart, at fokus skal være på de østeuropæere, som ikke overholder reglerne. Vi har intet imod østeuropæere i generel forstand,” fortæller Morten Messerschmidt.
 
Men ideen om en dansk side mod østarbejdere, der bryder reglerne, er en rigtig dårlig ide, siger formand i Malernes fagforening Storkøbenhavn Bo Rosschou. Han mener, en brokke-side mod østarbejdere giver et helt falsk billede af problemet.
“Vi har ikke behov for at hænge arbejdere ud. Vi har i stedet behov for er at afsløre de danske bagmænd, der udnytter de udlandske arbejdere. Dem vil vi have fat i, og hvis folk ser det, så er det bare med at ringe til den nærmeste fagforening,” siger Bo Rosschou, der vil bekæmpe en eventuel side fra Dansk Folkeparti med næb og klør.
 
Han vil samtidig ikke selv lave en side mod bagmændene, fordi der i dag er rig mulighed for at kontakte myndigheder eller fagforeninger, hvis man får oplysninger om bagmændene, forklarer han.
 
Ifølge EU’s retskommissær Vivian Reding strider Geert Wilders netside “fuldstændig mod EU’s principper. Flere ambassadører har nu bedt den hollandske premierminister om at tage afstand fra siden. Men kritikken er helt forfejlet, lyder det fra Dansk Folkeparti.
 
“Det er symptomatisk for EU, at man reagerer overfor folkene bag hjemmesiden i stedet for at diskutere de problemer, som siden prøver at sætte fokus på,” slutter Morten Messerschmidt.
 
Han mener, at de partier, som står bag østudvidelsen i EU i 2004 burde tage ansvaret over for de folk, som mister deres job, fordi folk ikke overholder overenskomster. 
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu