DI vil undgå panikregulering

14. februar 2013 12:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DI vil undgå panikregulering
Billede mangler

Både fødevareminister Mette Gjerskov (S) og EU har luftet tanken om flere kontroltiltag i kølvandet på den seneste tids afsløringer af brug af hestekød i lasagneprodukter. Hos Dansk Erhverv opfordrer man til at intensivere kontrollen over for producenter i EU-landene, mens Dansk Industri pointerer, at der allerede er regler nok.

 

»Det her handler ikke om fødevaresikkerhed, men om forkert mærkning og svindel. Det er selvfølgelig uacceptabelt, at sådan en sag forekommer, men den skal ikke foranledige panikregulering af producenterne,« siger Ole Linnet Juul, branchedirektør hos DI, til Berlingske Nyhedsbureau.

»Hos DI kan vi kun opfordre til, at virksomhederne kigger på deres leverandørkreds, på egenkontrollen og bruger sund fornuft. Det gør de fleste virksomheder allerede, men sagen bør selvfølgelig give anledning til, at man igen bør kigge på sin leverandørkæde,« tilføjer han.

Dermed lægger DI ikke op til, at der skal indføres strammere regler for fødevareproducenterne. I stedet bør man gå efter svindlerne i den konkrete sag, lyder det.

»Der er allerede et enormt fintmasket kontrolsystem, og slagterier har jo blandt andet veterinæransatte til at tjekke produktionen dagligt. Nu handler det først og fremmest om at finde frem til kilden til denne svindel,« siger Ole Linnet Juul.

I Dansk Erhverv er man enige i, at ny lovgivning ikke er vejen frem og peger også på, at de tilfælde, som er kommet frem i hestekødsskandalen, allerede er ulovlige i forhold til gældende regler. Til gengæld ser Henrik Hyltoft, markedsdirektør hos Dansk Erhverv gerne, at man fra dansk side arbejder for, at de øvrige EU-lande intensiverer kontrollen i producentleddet, hvor risikoen for grænseoverskridende fødevareskandaler er størst.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu