Diesel-tyve tvunget til at efterlade tyvekoster

11. februar 2013 08:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Diesel-tyve tvunget til at efterlade tyvekoster
Billede mangler

I Nordjylland havde to unge mænd på 17 og 19 år fået, hvad de formentlig selv synes, var en god idé. Uheldigvis viste den sig måske ikke at være helt så gennemtænkt. Det skriver bt.dk.

 

Ved Schulstad Brød på Klokkestøbervej i Pandrup opdagede flere af medarbejderne i weekenden, at nogle af deres lastbiler, der holdt uden for fabrikken, blev tappet for diesel. Der stod dunke over det hele udenfor, og der holdt en personbil, der også indeholdt dunke.

– Vores hundepatruljer har gjort en kæmpe indsats og fulgte igennem marker og græsområder. Et spor, der endte ude ved Kaas. De ender ved en adresse i Langgade, hvor to unge mænd åbner døren, og de lugter langt væk af diesel, fortæller vagthavende ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen til bt.dk.

De to mænd erkendte, at det var dem, der forsøgte at stjæle diesel fra lastbilerne, men de havde lige glemt at tage højde for en enkelt detalje.

– På en nærliggende parkeringsplads fandt vores patrulje bilen med dieselen i. Der var intet mindre end omkring 500 liter diesel, og bilen var derfor blevet alt for tung, så derfor havde de måttet efterlade den på parkeringsplads, siger Karsten Højrup Kristensen.

De to mænd har været til afhøring og er igen løsladt, oplyser Nordjyllands Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu