Din pengepung afgør dine holdninger

29. januar 2013 22:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Din pengepung afgør dine holdninger
Billede mangler

Vores holdning til fundamentale politiske spørgsmål er helt afhængig af, om vi personligt vinder eller taber. Derfor er vi oftest enige med de andre i vores klasse eller samfundsgruppe.

 

Det konkluderer et nyt forskningsprojekt, som de tre valgforskere Jørgen Goul Andersen, Rune Stubager og Kasper Møller Hansen offentliggør i næste uge, skriver Ugebrevet A4.

Forskerne har med udgangspunkt i folketingsvalget i 2011 undersøgt næsten 2.000 danskeres holdning til de spørgsmål, som har domineret dansk politik i en stor del af det sidste århundrede, og som stadig gør det i dag.

Det gælder blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt de rigeste skal bære de tungeste byrder, hvorvidt ulighed gavner samfundet, og om danskerne foretrækker velfærd frem for skattelettelser.

Ifølge forskerne er danskerne i nogle af de afgørende spørgsmål særdeles gode til at finde ud af, hvilken holdning de selv har mest at vinde på.

– Når egeninteressen bliver klar, brænder det, der gavner egeninteressen, klart igennem, siger lektor Rune Stubager fra Aarhus Universitet til Ugebrevet A4.

Spørgsmålet om de rigestes skattebyrde er det, der tydeligst skiller vandene. For mennesker, der har en årlig husstandsindkomst på 800.000 kroner eller derover, er der en klar tendens i retning af, at de ikke vil betale mere i skat. Samtidig synes personer med en husstandsindkomst mellem 200.000 og 400.000 kroner, at det er en god idé, hvis rige beskattes hårdere end i dag.

– Dem med lave indkomster synes, det er en god idé, at de rigeste betaler mere i skat, for de lavtlønnede vil ikke selv blive ramt. De kunne nemt tjene på det, mens dem med høje indkomster har nemt ved at se, hvem der skal holde for, forklarer Rune Stubager til Ugebrevet A4.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu