Disse banker må ikke gå ned

14. marts 2013 09:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Disse banker må ikke gå ned
Billede mangler

Nu er der sat navne på de banker, der er så store og vigtige for det danske samfund, at de bare ikke må gå ned. Listen omfatter foruden den selvskrevne Danske Bank også Jyske Bank, Sydbank, Nordea Bank Danmark og Nykredit Bank.

 

Blandt realkreditinstitutterne er det selvstændige BRF Kredit taget med som et systemisk vigtigt finansielt institut i Danmark.

Listen er en del af en rapport, som er udarbejdet af et udvalg – kaldet SIFI-udvalget –  under ledelse af professor Michael Møller fra CBS, Copenhagen Business School, og anbefalinger kun er vejledende for de politikere, der nu skal i gang med at omsætte dem til lov.

Foruden listen anbefaler udvalget at skærpe kravene til de finansielle virksomheder kapital og likviditet, der er nævnt som systemisk vigtige. Det betyder blandt andet nye værktøjer til at håndtere en krise uden omkostninger for staten.

»Udvalgets anbefalinger ligger fint i tråd med EU’s kapitalkravsdirektiv – som netop er vedtaget – og som også har fokus på SIFIerne. En række andre lande er også i gang med at indføre regulering af SIFIer,« siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen.

Foruden Michael Møller har Nationalbanken, Finansministeriet, Finanstilsynet og Erhvervs- og Vækstministeriet været repræsenteret i udvalget. fra finanssektoren har kun tidligere direktør i Totalkredit og Nykredit samt nuværende direktør for Letpension Niels Tørslev været med.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu