DJ: Strejken på Berlingske stikker dybt

27. januar 2012 15:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DJ: Strejken på Berlingske stikker dybt
Billede mangler

Journalisterne på Berlingske, Berlingske Nyhedsbureau (BNB), B.T. og Urban er gået i overenskomststridig strejke i protest mod ledelsen.
Dansk Journalistforbund opfordrer medlemmerne til at genoptage arbejdet i morgen. Men næstformand Lars Werge erkender, at journalisterne er frusterede i forbindelse med den måde, hvorpå ledelsen har valgt at håndtere fyringer af 87 medarbejdere.
“Der er et forløb, som gør, at de synes, at nok er nok. Bægeret er flydt over. Det er vist meget passende, men jeg kan ikke komme det nærmere,” siger han til Newspaq.
Lars Werge ønsker ikke uddybe, hvad medarbejderne helt konkret er utilfredse med.
Men Newspaq erfarer, at medarbejderne føler sig snydt, fordi ledelsen har valgt ikke at tælle en række frivillige fratrædelser med i det samlede fyringsantal.
Berlingskes medarbejderne mødes lørdag klokken 10 for at tage stilling til, om de skal genoptage arbejdet.
Lars Werge tror på, at journalisterne genoptager arbejdet med at lave aviser.
“Jeg er født optimist. Det er måske lidt kækt sagt, men det er også sagt ud fra, at der sikkert er nogle følelsesmæssige ting, der har dekreteret, at nu ville de gå hjem. Den slags skal man også levne plads til i et forløb som dette. Men når det har lagt sig, så tror jeg, at de vil give tillidsfolkene mandat til at forhandle og gå tilbage på arbejdet,” siger han.
Journalisterne bliver trukket i løn for de dage, de strejker.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu