DJØF kalder kommunalt forlig »magert«

16. februar 2013 19:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DJØF kalder kommunalt forlig »magert«
Billede mangler

Trods positive elementer i forliget mellem Kommunernes Landsforening (KL) og forhandlingsfællesskabet for de 507.000 kommunalt ansatte, KTO, er der overordnet set tale om »et magert resultat«. Det mener Lars Qvistgaard, formand for DJØF Overenskomstforening.

 

»Vi er kommet frem til et ansvarligt resultat, som afspejler, hvad der var muligt i den nuværende økonomiske situation, og som trods situationen giver lønforbedringer til alle. Jeg mener også, at det er en del af resultatet, at vi har afværget forringelser. Men jeg må også sige, at jeg ser frem til, at økonomien vender, så overenskomstresultatet bedre afspejler de kommunalt ansattes indsats og resultater,« siger Lars Qvistgaard i en pressemeddelelse.

Forliget betyder, at de ansatte må nøjes med lønstigninger på 2,16 procent over de næste to år, hvilket er en tilbagegang i de kommunalt ansattes realløn.

Foruden de svage lønstigninger videreføres den såkaldte tryghedspulje, som giver mulighed for opkvalificering og efteruddannelse af ansatte, der på grund af kommunale besparelser får besked på at se sig om efter et nyt job. Og endelig medfører forliget, at de kommunalt ansatte får mulighed for at gå på delpension kombineret med nedsat arbejdstid – et krav, som organisationerne har rejst som følge af en forringelse af efterlønsordningen.

Lørdagens forlig vil i de kommende uger blive fulgt op af aftaler mellem KL og personaleorganisationer for de enkelte medarbejdergrupper. Forhandlinger, der ventes afsluttet inden 28. februar.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu