DJØF: Tilfredshed med minimalistisk aftale med beskæftigelsespolitisk aftryk

28. februar 2013 00:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DJØF: Tilfredshed med minimalistisk aftale med beskæftigelsespolitisk aftryk
Billede mangler

Her til aften blev der indgået en aftale mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Akademikernes Centralorganisation (AC) om vilkårene for akademikere ansat i regionerne.

 

Aftalen bygger oven på den aftale, der blev indgået i fredags mellem RLTN og organisationerne, hvor blandt andet de generelle lønstigninger i perioden blev aftalt.

Der er balance i overenskomstresultatet på det regionale område, og det blev som forventet minimalistisk. Der er dog sat et beskæftigelsespolitisk aftryk, skriver Lars Qvistgaard, der er formand for DJØFs Overenskomstforening i en pressemeddelelse.

»Vi har også på det regionale område fået en beskæftigelsesdimension ind i overenskomstresultatet. Som på de øvrige områder har vi fået introduktionsstillinger for akademikere med et års ledighed, men samtidig er der opnået enighed om at sætte fokus på mulighederne for mobilitet og jobskabelse. Det er yderst tilfredsstillende, at vi sammen med arbejdsgiverne har kunnet tage et fælles ansvar for de mange ledige akademikere, som står uden for arbejdsmarkedet. Det vil jeg gerne kvittere arbejdsgiverne for,« siger Lars Qvistgaard.

Ved forhandlingerne har der været en mindre pulje, som er anvendt målrettet akademikerne.

»Det er tilfredsstillende, at det er indgået en aftale med arbejdsgiverne om at anvende puljemidlerne til pensionsforbedringer, foruden at pensionsforbedringen kan veksles til løn. På den måde får alle djøferne i regionerne glæde af puljen og kan selv vælge, hvordan de vil anvende midlerne. Det er helt i tråd med vores prioritering og politik,« siger Lars Qvistgaard.

Pensionsforbedringen er på 0,31 procent og betyder, at den samlede pensionsprocent bliver på 17,97 procent, hvoraf den enkelte medarbejder kan vælge at få op til 1,57 procent udbetalt som almindelig løn.

»Det samlede resultat skal ses i lyset af de forbedringer, vi fik, samt de forringelser, vi fik afværget. Vi har forhandlet et resultat, som jeg er tilfreds med. Det er godt efter omstændighederne, og det er på niveau med det private område og de andre overenskomstresultater på det offentlige område, siger Lars Qvistgaard.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu