DJØF vil slå hårdere ned mod stressfyringer

4. februar 2013 00:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DJØF vil slå hårdere ned mod stressfyringer
Billede mangler

Når en arbejdsgiver fyrer en medarbejder på grund af stress, så skal det straffes lige så hårdt, som når en medarbejder på barsel bliver fyret.

 

Det mener juristernes og økonomernes forbund, DJØF, ifølge Politiken. Meldingen kommer, efter forbundet har vundet en sag mod et advokatfirma, der fyrede en advokat, som havde vist symptomer på stress.

– Sagen viser, at det er for nemt at fyre. De erstatningsniveauer, der er i funktionærloven, er ikke store nok til, at arbejdsgiverne holder sig tilbage. Det koster dem simpelthen ikke nok på pengepungen, siger Lars Qvistgaard, der er formand for DJØFs overenskomstforening, til Politiken.

Østre Landsret dømte advokatfirmaet til at betale en kompensation til den fyrede advokat på to månedslønninger.

Men det er ifølge DJØF ikke nok til at afskrække arbejdsgiver for at gøre det fremover. Derfor vil DJØF have ændret funktionærloven.

– Der bør være delt bevisbyrde ligesom i sager, hvor ansatte på barsel afskediges, siger Lars Qvistgaard.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener dog ikke, at en lovændring ligger ligefor.

– Funktionærlovgivningen, hvor den forurettede skal løfte bevisbyrden, er en dansk lovgivning, og i dansk lovgivning er der ikke tradition for delt bevisbyrde. I DA mener vi, det er en god ting, at man skal bevise, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet. En delt bevisbyrde ville være et brud med en meget klassisk dansk retsopfattelse, siger Linda Rudolph Greisen, der er advokat i DA, til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu