DMI advarer: Her kan voldsomt vejr ramme

11. oktober 2017 13:26 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

DMI har onsdag udsendt en officiel melding om risiko for vindstød af stormstyrke.

Torsdag bliver blæsende. Så blæsende, at DMI onsdag eftermiddag har udsendt en officiel melding om risiko for voldsomt vejr.

Fra torsdag formiddag er der risiko for vindstød af stormstyrke på store dele af den jyske vestkyst og Nordjylland. Ud på eftermiddagen rammer den kraftige vind også Bornholm med risiko for vindstød af stormstyrke.

Da Newsbreak.dk talte med vagthavende meteorolog ved DMI Klaus Larsen, fortalte han, at landet onsdag og torsdag ville blive rusket igennem af en god gangs efterårsvejr med regn, blæst og skyer. allerede her gjorde han også opmærksom på, at blæsten kunne blive særdeles kraftig torsdag.

– Torsdag bliver der mere opklaring men der kommer til gengæld endnu mere blæst. Vi får en hård vind eller måske kuling. Faktisk kan vi få vindstød af stormstyrke, men skulle det blive aktuelt, så skal vi nok udsende et varsel, så folk er advaret på forhånd, sagde Klaus Larsen.

Det varsel er altså nu udsendt.

 Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik, skriver DMI om de mulige konsekvenser af det voldsomme vejr.

Her er DMI’s risikovarsel

DMI risiko for vindstød af stormstyrke.
Udsendt 11. oktober 2017 12:37

Gyldig fra 12. oktober 2017 14:00. Gyldig til 12. oktober 2017 19:00

Bornholm

Der er risiko for kuling 14-18 m/s fra vest, med vindstød af stormstyrke 25-28 m/s.

Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.

DMI risiko for vindstød af stormstyrke.
Udsendt 11. oktober 2017 12:37

Gyldig fra 12. oktober 2017 09:00. Gyldig til 12. oktober 2017 14:00

Læsø, Jammerbugt, Thisted, Holstebro, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Frederikshavn og Hjørring

Der er risiko for kuling 14-18 m/s fra vest, med vindstød af stormstyrke 25-28 m/s.

Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.

Fakta

Varsels-beskrivelser

DMI udsender varsler for danske landområder om farligt vejr efter retningslinjer aftalt med Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.

Varslerne udsendes op til 24 timer før det farlige vejr ventes. Dermed vil vejrfænomenet ofte have været omtalt i DMI’s almindelige vejrudsigter til offentligheden før der udsendes et egentligt varsel.

En risikomelding udsendes som et forvarsel om farligt vejr. Risikomeldingen vil ofte blive efterfulgt af et varsel om farligt vejr når der er overblik over hvilke og hvor store områder der bliver ramt af det farlige vejr. Aktive varsler vises med en rød blinkende markering.

Varslingskriterier

Orkan: Middelvindhastighed overskrider orkanstyrke (32,6 m/s) inden for varslingsområdet.
Storm: Middelvindhastighed overskrider stormstyrke (24,5 m/s) inden for varslingsområdet.

Kraftig regn: Nedbørmængde overskrider 24 mm på 6 timer lokalt inden for varslings-området.
Skybrud: Nedbørmængde overstiger 15 mm på 30 minutter lokalt inden for varslings-området.
Kraftig torden: Der ventes mange lynnedslag lokalt inden for varslings-området.

Kraftigt snefald: Nedbørmængde overskrider 15 mm på 6 timer svarende til 15 cm sne lokalt inden for varslings-området.
Snestorm: Snefald på mere end 10 cm på 6 timer og middelvind overskrider 10 m/s og snefygning er sandsynlig lokalt inden for varslings-området.
Snefygning: Løs sne til stede og middelvindhastigheder overskrider 10 m/s, således snefygning er sandsynlig lokalt inden for varslingsområdet.

Isslag: Udbredt nedbør, der danner is på overfladen lokalt inden for varslings-området.

Tæt tåge: Sigtbarhed mindre end 100m lokalt inden for varslings-området.

Forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst: Vandstand forventes over 1,9 m ved Thyborøn, Torsminde eller Hvide Sande.
Vandstand forventes over 2,4 m ved Vidå/Højer, Rømø eller Esbjerg.
Forhøjet vandstand i de indre danske farvande og/eller Østersøen: Vandstand ved en dansk station forventes over 1,30 m ved Skagerrak og Limfjorden og/eller 1,25 m ved Østersøen og indre danske farvande.

Kilde: dmi.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu