DMI advarer om voldsomt vejr: Så vildt bliver det

12. september 2017 11:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Vindstød af stormstyrke kommer onsdag til at feje hen over en del af Danmark, melder DMI, der nu har udsendt et varsel.

Hold på hat og briller – og trampoliner og drivhuse. For onsdag bliver voldsom.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har netop udsendt et varsel om voldsomt vejr for onsdag – og det bliver en dag, hvor en stor del af danskerne kommer til at mærke vindstød af stormstyrke – måske endda stærk storm-styrke.

– Prognoserne er ret sikre. De baner, som stormlavtrykket tager ind over Danmark, rykker sig nok ikke så meget. Det betyder, at stormlavtrykkets centrum vil ligge lige syd for Limfjorden. De kraftige vinde kommer syd for stormlavtrykkets centrum og vil derfor ramme den sydlige del af Danmark, det sydfynske øhav samt Lolland-Falster og Bornholm, siger vagtchef ved DMI, Martin Lindberg.

Mens prognoserne og modellerne er enige om hvilken retning stormlavtrykket tager, så er der lidt mere uenighed om, hvor kraftigt, det komemr til at blæse.

– De fleste modeller har en middelvind på op til 22 meter pr. sekund. De kraftigste vindstød kommer dermed op at ligge på omkring 30 meter pr. sekund, siger Martin Lindberg.

Martin Lindberg understreger, at DMI selvfølgelig følger nøje med i udviklingen af stormlavtrykket og melder ud, hvis der kommer nye prognoser.

DMIs varsler

Her er de varsler DMI har sendt ud:

“Gyldig fra 13. september 2017 10:00. Gyldig til 14. september 2017 08:00: Fyn, Syd- og Sønderjylland, Lolland Falster, Sydsjælland, Nordvestsjælland, Sydvestsjælland, Stevns, Odder, Trekant området, Samsø, Horsens, Hedensted og Ringkøbing-Skjern. DMI forventer kuling 14-22 m/s fra sydvest, med vindstød af stormstyrke, 25-30 m/s.

Gyldig fra 13. september 2017 15:00. Gyldig til 14. september 2017 15:00: Bornholm. DMI forventer kuling 14-20 m/s fra sydvest, med vindstød af stormstyrke, 25-28 m/s.”

Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.

Fakta

Varsels-beskrivelser

DMI udsender varsler for danske landområder om farligt vejr efter retningslinjer aftalt med Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.

Varslerne udsendes op til 24 timer før det farlige vejr ventes. Dermed vil vejrfænomenet ofte have været omtalt i DMI’s almindelige vejrudsigter til offentligheden før der udsendes et egentligt varsel.

En risikomelding udsendes som et forvarsel om farligt vejr. Risikomeldingen vil ofte blive efterfulgt af et varsel om farligt vejr når der er overblik over hvilke og hvor store områder der bliver ramt af det farlige vejr. Aktive varsler vises med en rød blinkende markering.

Varslingskriterier

Orkan: Middelvindhastighed overskrider orkanstyrke (32,6 m/s) inden for varslingsområdet.
Storm: Middelvindhastighed overskrider stormstyrke (24,5 m/s) inden for varslingsområdet.

Kraftig regn: Nedbørmængde overskrider 24 mm på 6 timer lokalt inden for varslings-området.
Skybrud: Nedbørmængde overstiger 15 mm på 30 minutter lokalt inden for varslings-området.
Kraftig torden: Der ventes mange lynnedslag lokalt inden for varslings-området.

Kraftigt snefald: Nedbørmængde overskrider 15 mm på 6 timer svarende til 15 cm sne lokalt inden for varslings-området.
Snestorm: Snefald på mere end 10 cm på 6 timer og middelvind overskrider 10 m/s og snefygning er sandsynlig lokalt inden for varslings-området.
Snefygning: Løs sne til stede og middelvindhastigheder overskrider 10 m/s, således snefygning er sandsynlig lokalt inden for varslingsområdet.

Isslag: Udbredt nedbør, der danner is på overfladen lokalt inden for varslings-området.

Tæt tåge: Sigtbarhed mindre end 100m lokalt inden for varslings-området.

Forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst: Vandstand forventes over 1,9 m ved Thyborøn, Torsminde eller Hvide Sande.
Vandstand forventes over 2,4 m ved Vidå/Højer, Rømø eller Esbjerg.
Forhøjet vandstand i de indre danske farvande og/eller Østersøen: Vandstand ved en dansk station forventes over 1,30 m ved Skagerrak og Limfjorden og/eller 1,25 m ved Østersøen og indre danske farvande.

Kilde: dmi.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu