DMI: Derfor lader sommeren vente på sig

21. august 2017 06:57 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Heller ikke denne uge tegner til at lade varmen strømme ud over det danske folk.

Det er mandag, også hvad vejret angår. Hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har man kigget på prognoserne for vejret i dag og de kommende dage, og konklusionen er klar; det bliver ikke forfærdeligt, men det bliver absolut heller ikke sensommer.

– I Nordjylland og Vendsyssel kan de nå 20 grader. Resten af landet får 17-18 graders varme og noget blæsende vejr, lyder det fra vagthavende meteorolog ved DMI, Frank Nielsen.

Hvor blev sommeren af?

Der kommer også byger her og der, og sådan vil vejret sådan set fortsætte ugen ud. Tirsdag og onsdag tegner til at blive de pæneste dage, og Frank Nielsen kan se, at der er varmt vejr nede sydfra, der ihærdigt prøver at trænge op til os.

– Det har vi ventet på i to måneder, fortæller Frank Nielsen. Han forklarer, at vi de seneste måneder har misset en masse sommerdage, fordi varmen sydfra ikke har fået plads. Den er blevet skubbet væk af koldere vejr, der ligger over nordatlanten.

– Fordelingen mellem varme og kulde skal rykke sig rundt, så vi kan få varme op nede sydfra, og det har knebet gevaldigt i år, lyder det fra Frank Nielsen.

Han minder om, at september måned ofte kan gå hen og blive rigtig flot, men der er bare intet, der tyder på, at vejret vil ændre sig til det bedre i år.

– Vi begynder at tvivle. Fortsætter det med samme vejrmønster, bliver efteråret mere af det samme, siger Frank Nielsen.

Og vender vi tilbage til ugens bedste dage; tirsdag og onsdag, bliver det dage med lidt regn, ikke alt for hård vind og lidt solskin.

– Sidst på ugen vender vi tilbage til kølig vestenvind med byger, fortæller Frank Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu