DMI: Kun ét sted får solen lov at skinne

20. august 2017 07:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

I den vestlige del af Danmark vælter regnen allerede ned fra tunge skyer - og det trækker mod øst.

Sensommer eller efterår? Det kan være svært at beslutte sig for, hvad man skal kalde det vejr, der i øjeblikket ligger over Danmark. Men én ting er sikkert – der er ikke meget af det sommervejr, som danskerne efterhånden har sukket efter lige siden forårsmånederne.

Og ifølge vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Anja Bodholdt, så bliver søndagsvejret heller ikke noget, der kommer til at gå over i historien som helt uforglemmeligt.

– Her til morgen er det ganske pænt i den østlige del af landet med lidt sol mange steder. Men kigger man mod vest så er der allerede en del skyer og byger. Og det vejr trækker mod øst, så det efterhånden kun er på Bornholm man ikke kommer til at opleve regn i løbet af søndagen, siger Anja Bodholdt til Newsbreak.dk.

Og det kan komme til at føles helt efterårsagtigt denne søndag.

– Vi får en let til frisk vind fra vest og sydvest. Ved vestkysten kan vi få op til hård vind. Temperaturerne vil ligge på mellem 16 og 20 grader, siger Anja Bodholdt.

Lidt bedre i løbet af ugen

I løbet af natten til mandag begynder der så småt at komme færre byger.

– Mandag får vi nok primært kun byger i den sydlige og sydvestlige del af landet. Der bliver plads til nogen sol og vi får en let til frisk vind fra nordvest og vest. Sådan bliver vejret det meste af ugen – dog med undtagelse af onsdag. Onsdag ser nemlig ud til at blive klart den bedste dag, så det kan vi godt glæde os lidt til, siger Anja Bodholdt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu