DMI med nedslående melding: Så langt er vi fra varmt forårsvejr

21. april 2017 06:57 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Weekenden byder på skyer, regn og temperaturer der føles iskolde.

Hvis dagens vejrudsigt kun skulle fokusere på det mest positive, ville det blive en kort en af slagsen. I de kommende dage virker det til, at vi mest af alt skal glæde os over, at nattefrosten ikke vil gøre morgentrafikken til en potentielt glat affære.

Derudover vil weekenden byde på nogen sol, og det er så cirka det eneste positive, der er at sige om vejret for i dag og de kommende dage.

Fredagen starter som en gråvejsdag med regn flere steder. Sådan fortsætter vejret hen over weekenden. Nok vil skyerne forsvinde, som dagene skrider frem, men det er kun på grund af hård vind og kuling.

Det er pænt at kigge på

Blæsevejret starter allerede fredag og fortsætter egentlig lørdag og søndag. Det gør, at temperaturene, der fredag og lørdag vil ligge på 8-10 graders varme, vil føles som frostgrader, hvis man går ud i det.

Og 8-10 grader er ikke meget, tre uger inde i april.

– Det er ikke meget for årstiden. Det er køligt, men det er altid noget, at det er pænt at kigge på. Men så skal man klæde sig på, så man kan tage noget vind, siger Frank Nielsen, vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Insititut, DMI, til Newsbreak.dk.

Han fortæller, at temperaturerne vil falde fra lørdag til søndag, hvor der nærmere vil være 6-9 grader varmt i løbet af dagen. Vinden vil aftage i løbet af søndagen, hvorefter det vil begynde at regne igen.

Det er med andre ord slet ikke forårsvejr, vi har i vente i de kommende dage. Og Frank Nielsen er faktisk bange for, at vi har haft den varmeste dag i april allerede. Det var 1. april, hvor temperaturen lå omkring 17 graders varme.

– Jeg tror ikke, vi når derover igen. Når vi når til de sidste dage, kan vi måske komme op omkring 13-14 grader. Men hvis prognoserne holder, ligger vi stadig på den kolde side af en polarfront måneden ud, siger Frank Nielsen.

Konfronteret direkte med spørgsmålet om, hvorvidt vi når at få ægte forårsvejr igen i april, svarer han:

– Det ser sort ud.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu