DMI med positiv melding: Nu kommer varmen

13. august 2017 08:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Det, vi alle har gået og sukket efter, er nu på vej. Varmen kommer i den kommende uge på et visit til Danmark - men det bliver desværre en kort fornøjelse.

Der er varme på vej mod Danmark og det ser faktisk ud til, at der kan komme to eller måske endda tre ganske fine dage, hvor vi kan komme til at føle solen bage mod den bare hud.

Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Thyge Rasmussen, til Newsbreak.dk.

– Det ser ud som om at der midt i den kommende uge bliver nogle gode dage, som kommer til at minde om sommer. Men først skal vi lige have weekenden overstået, siger Thyge Rasmussen og fortsætter:

– Søndag bliver på mange måder et skifte set i forhold til lørdagens vejr. Det er klaret op og holder stort set tørt over det meste af landet. Til gengæld har vi fået en meget køligt, frisk vind fra vest og nordvest. Det betyder, at de fleste søndag får en fin dag med en del sol – men til gengæld vil det føles koldt på grund af vinden. Vi når ikke over 20 grader søndag, siger Thyge Rasmussen.

Også natten til mandag bliver det koldt – helt ned til bare fem grader.

– Natten til mandag bliver koldt – især i det indre Jylland. Men når vi kommer lidt længere op af mandagen, så aftager vinden og drejer mod sydvest. Vi får solskin en del steder, men der kan komme enkelte mørke skyer, som kan give nogle lokale regnbyger. Temperaturerne kommer til at ligge lige omkring de 20 grader, siger Thyge Rasmussen.

Så kommer varmen

Fra tirsdag begynder det stille og roligt at se bedre ud.

– I takt med, at vinden drejer om i sydøst, så får vi varmere luft op til os. Med lidt held når vi tirsdag 25 grader i Sønderjylland. Men hele landet får over 20 grader, og det vil føles varmt på grund af den svage vind. Allerede sidst på tirsdagen kan der dog igen komme en del regn ind. Hvis vi er heldige falder det hele først natten til onsdag. Og netop onsdag kan også gå hen og blive en rigtig flot dag med temperaturer mellem 22 og 23 grader og en svag vind. Torsdag også ser ud til at blive en fin dag, så kan vi altså godt gå og glæde os lidt til midten af næste uge, siger Thyge Rasmussen, der desværre forventer, at ugen igen slutter kold og våd.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu