DMI om lumsk vejr: Det er rigtig farligt

12. januar 2017 08:25 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Der er ekstremt glat torsdag morgen, og flere steder er der såkaldt sort is på vejene.

Det er med at være særlig opmærksom torsdag, hvor der er varslet voldsomt vejr i mere end én forstand. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) oplyser torsdag morgen til Newsbreak.dk, at dagen blandt andet vil være præget af kraftig blæst – med vindstød op til stormstyrke – og i morgentimerne især ekstremt glatte veje.

– Det er faktisk en rigtig farlig vejsituation – i hvert fald for bilister, siger den vagthavende meteorolog, Steen Rasmussen, til Newsbreak.dk.

Årsagen til den kontakte udmelding skal findes i, at vejene flere steder i landet er så kolde, at nedbør fryser til is, så snart det rammer. Det skaber såkaldt sort is, og flere politikredse og Vejdirektoratet har morgenen i gennem advaret om, at der er ekstremt glat.

– Man kan sagtens blive snydt, fordi lufttemperaturerne er over frysepunktet, så det er noget lumsk vejr i øjeblikket, fortæller meteorologen.

Hagl, blæst og torden

Samtidig med, at vejene er glatte, advarer DMI via sit varslingssystem fortsat mod kraftig blæst fra vest, og det skaber en del udfordringer dagen i gennem. Det gælder for så vidt hele landet.

– Det blæser kraftigt, og der kan være hagl og torden medfølgende. Det er allerede i gang på den jyske vestkyst, men det vil brede sig til hele landet, siger meteorologen, der tilføjer, at det kan betyde glatføre senere på dagen også.

Til gengæld holder lufttemperaturerne sig på plussiden. Sne bliver der nok heller ikke så meget af, men en omgang kortvarig slud, kan vi godt komme til at se i løbet af torsdag.

Natten til fredag falder temperaturen til frostgrader, og det bliver gradvis koldere de kommende nætter.

– Det er der ikke noget unormalt i på denne tid, siger Steen Rasmussen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu