DNA-match: Fynsk sexkrænker bag begge overfald

20. november 2012 21:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DNA-match: Fynsk sexkrænker bag begge overfald
Billede mangler

Det er den samme mand, som ved to episoder har begået seksuelle overgreb mod to piger på Fyn, fastslår DNA-prøver.
 
Politiet har nu fået svar på undersøgelserne af dna-sporene fra gerningsmanden i forbindelse med de seksuelle overgreb på to små piger på Fyn. Det oplyser Fyns Politi.
 
Politiet kan derfor slå endeligt fast, at der er tale om den samme gerningsmand.
 
– Selv om vi jo hele tiden haft en klar formodning om, at det er den samme gerningsmand, der har begået de to overgreb, så er det først nu, vi har fået visheden, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen, der leder efterforskningen.
 
Mandag fastslog Fyns Politi, at gerningsmandens dna-profil ikke findes i politiets register. Derfor trækker politiet dna-prøver fra alle ved et såkaldt mundskrab, der bliver afhørt i sagen, og som af en eller anden grund ikke har et fuldstændigt sikkert alibi.
 
-Det betyder, at vi hurtigt kan udelukke personer fra at være under mistanke i sagen. Det er godt både for den enkelte og for politiets arbejde, siger Henrik Justesen, der nu på fjerde uge står i spidsen for efterforskningen.
 
-Det er lang tid, og det er jo tydeligt, at det er en sag, der fylder rigtig meget både hos børn og voksne, siger Henrik Justesen.
 
– Derfor arbejder vi på højtryk for at finde gerningsmanden. I dag er vi kommet endnu et skridt på vejen, fordi vi nu med sikkerhed kan sige, at vi leder efter én gerningsmand.
 
Fyns Politi har indtil nu fået flere end 500 henvendelser i sagen. Det har ført til, at politiet har talt med omkring 250 vidner i de to sager. Men foreløbig har politiet ingen konkrete mistænkte i sagen.
 
Det første sexovergreb fandt sted fredag den 26. oktober og gik ud over en 11-årig pige fra Vester Skerninge vest for Svendborg. Her hev gerningsmanden pigen ind i sin bil, da hun om eftermiddagen stod af skolebussen.
 
Han kørte hende til et skovområde, hvor han forbrød sig mod hende.
 
Det næste tilfælde fandt sted i sidste uge i Refsvindinge sydvest for Nyborg, hvor en 10-årig pige blev bortført og udsat for et seksuelt overgreb på vej hjem fra sin SFO.
 
Begge piger har fortalt, at gerningsmanden kørte i en mørkerød bil, og det er den slags biler, som de fleste henvendelser fra offentligheden drejer sig om. Nogle retter imidlertid også politiets opmærksomhed mod bestemte personer.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu