Dødende kræftpatienter får hjælp for sent

3. april 2012 09:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dødende kræftpatienter får hjælp for sent
Billede mangler

I gennemsnit går der kun 24 dage, fra en alvorligt syg kræftpatient får en henvisning til specialiseret lindring og omsorg, til patienten dør.
Det viser den første årsrapport fra Dansk Palliativ Database, som er en national database, der registrerer den specialiserede palliative indsat over for danske kræftpatienter, skriver Kristeligt Dagblad.
Her fremgår det, at 6.041 patienter i 2010 blev henvist til specialiseret palliativ behandling, og samlet set var billedet, at der er få uger og dage fra henvisningen til dødstidspunktet.
Og det er ikke godt nok, mener Kræftens Bekæmpelses administrerende direktør, Leif Vestergaard Pedersen:
“Palliation skal begynde, allerede når den aktive behandling af en alvorlig kræftsygdom er i gang,” siger han til avisen.
Organisationen mener derfor, at den specialiserede indsats skal udbygges.
“Vi bruger heldigvis mange kræfter på at redde kræftpatienter, men vi skal også hjælpe uhelbredeligt syge patienter til at have et så godt liv som muligt med deres sygdom, og her er specialiseret palliation et vigtigt element,” forklarer Leif Vestergaard Pedersen.
I november 2011 udsendte Sundhedsstyrelsen nye retningslinjer for den palliative indsats. Den pegede på, at den specialiserede palliation skal tænkes meget tidligere ind i forløbet, skriver avisen.
Kilde: Kristeligt Dagblad

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu