Dødsfald får Region Hovedstaden til at handle

6. marts 2013 15:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dødsfald får Region Hovedstaden til at handle
Billede mangler

Tre uventede dødsfald på lukkede psykiatriske afdelinger får nu Region Hovedstaden til at undersøge alle patienter, der det seneste år har fået en kombination af antipsykotisk medicin og beroligende medicin – samtidig med at de har indtaget morfin-præparater som metadon. Det skriver politiken.dk.

 

»Vi gennemgår nu alle patientforløbene og ser, hvor mange patienter der får denne type kombination af behandlinger, og hvorvidt nogle af dem har oplevet kritiske episoder under behandlingen – i værste tilfælde om nogle er døde,« siger Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, til politiken.dk.

To mandlige patienter døde med et døgns mellemrum i midten af januar i år på Psykiatrisk Center Københavns lukkede afdeling ved Bispebjerg. 17. februar døde en kvinde, der var indlagt på Psykiatrisk Center Nordsjællands lukkede afdeling i Hillerød.

Svend Hartling mener, at metadon og en blanding af anden medicin utvivlsomt spiller en rolle i forhold til patienternes skæbne:

»Men vi ved ikke præcist, hvad der har været den udløsende årsag,« siger han og understreger, at intet tyder på, at medarbejderne har begået fejl i behandlingen af de afdøde patienter.

»Vi har lavet en ny vejledning om, at hvis der er patienter, der får denne kombination af antipsykotisk og beroligende medicin og metadon, så skal de alle sammen have fast vagt. Vejledningen er lavet inden for de sidste par uger af direktionen,« siger Svend Hartling til politiken.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu