Dødstallet stiger efter bilbombe i Damaskus

21. februar 2013 15:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dødstallet stiger efter bilbombe i Damaskus
Billede mangler

SYRIEN: En kraftig bilbombe er eksploderet i det centrale Damaskus tæt på det regerende Baath-partis hovedkvarter. Mindst 53 personer er dræbt, skriver flere medier, og over 200 meldes såret.

 

Blandt de omkomne er flere civile, herunder børn, men der meldes også om dræbte blandt Syriens sikkerhedsstyrker.

Statsligt TV beskriver gerningsmændene som »terrorister« – et begreb, som styret i Damaskus oftest bruger om de syriske oprørere. Syriens største oppositionsgruppe, Syrian National Coalition, tager imidlertid også afstand fra bombeangrebet og bruger ligeledes betegnelsen »terrorister« om de endnu ukendte gerningsmænd.

Bomben eksploderede ved et checkpoint på vejen mellem præsident Bashar al-Assads partihovedkvarter og den russiske ambassade i Damaskus. Syrisk TV viser ifølge Al Arabiya billeder fra stedet, og her kan man se flere lig på gaden og biler i brand.

Samtidig oplyser flere russiske nyhedsbureauer, at der er sprængte vinduer på den russiske ambassade. Ingen ansatte er kommet til skade.

Anonyme øjenvidner oplyser til den libanesiske avis Daily Star, at adskillige ambulancer er ankommet til ulykkesstedet, og der meldes om sprængte vinduer, ødelagte bygninger og sort røg, som kan ses over store dele af hovedstaden.

»Det var enormt. Alt i butikken blev vendt på hovedet,« siger en lokal butiksejer til avisen.

Damaskus har foreløbig undgået de krigstilstande, som præger store dele af det øvrige Syrien. Regeringsbygninger har tidligere været målet for andre bilbomber, men i det daglige meldes der fra blandt andre internationale journalister om, at der er relativt fredeligt i millionbyen.

Tidligere på ugen blev Damaskus imidlertid også udsat for voldelige episoder. Onsdag ramte to morterangreb et lokalt stadion, hvor en fodboldspiller blev dræbt. Tirsdag eksploderede to mortergranater tæt på et af præsident Assads tre paladser i Damaskus. Her skete der kun materiel skade.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu