Dødsulykke: 19-årig chauffør dømt for uagtsomt manddrab på kammerat

4. april 2017 11:09 | Af: Peter Koch

De to mænd kørte galt 23. december. Chaufføren er nu dømt for uagtsomt manddrab.

Dødsulykke: 19-årig chauffør dømt for uagtsomt manddrab på kammerat
Bilen, de to unge kørte i, blev særdeles ødelagt i ulykken. Foto: Hans Jørgensen/Privat

Der er nu sat endeligt punktum for en ulykkelig sag fra julen 2016. Her kørte en 19-årig mand galt i en bil på Vardevej ved Gredestedbro. Med i bilen var den 19-åriges 23-årige kammerat. Denne kammerat døde i forbindelse med ulykken.

Sagen endte med at blive bragt for en dommer. Den 19-årige chauffør var tiltalt i sagen, og Jydskevestkysten, der var tilstede i retten, kan fortælle, at den 19-årige også er blevet dømt i sagen.

Øjenvidne fortalte sin historie

Ulykken blev overværet af en sygeplejerske, der kom kørende ad Varde Hovedvej 23. december omkring 23.45.

– Jeg så bilen slingre fra side til side, og så stoppede jeg min bil, da den kom over i min vejbane. Det hele gik stærkt, sagde sygeplejersken i retten i Esbjerg mandag, ifølge Jydskevestkysten, hvor hun afgav vidneforklaring om ulykken.

Bilen kørte galt for øjnene af kvinden. Hun ringede 112 og løb mod den forulykkede bil.

Her så hun, at en person bevægede sig, og at en ikke gjorde. Bilens døre var umulige at åbne, og hun måtte vente på hjælp for at kunne komme de forulykkede til hjælp.

– Det var som en live actionfilm, forklarede sygeplejersken, der var meget berørt af sagen, ifølge Jydskevestkysten.

Husker intet fra ulykken

Den 19-årige chauffør udtalte sig også i retten. Ifølge Jydskevestkysten var han og den dræbte gode venner.

Den 19-årige virkede meget påvirket over at sidde i den situation, han gjorde, foran en dommer.

– Jeg kan ikke huske, at vi har været ude at køre, sagde den tiltalte i retten.

Den bilinspektør, der undersøgte ulykkens omstændigheder, vidnede også i retten.

Han forklarede, at bilen kørte mindst 109 kilometer i timen, da ulykken begyndte. Bilen fejlede intet, men hastigheden var for høj.

– Bilens hastighed og vejens forløb er ikke afpasset efter hinanden, sagde bilinspektøren ifølge Jydskevestkysten.

Han fortalte også, at bilen kom i slinger og i en delvis rotation ramte den modsatte grøft. Herefter røg bilen op i luften og kurede videre ud til det punkt, hvor den stoppede.

Dagbøder og frakendelse

Den 23-årige brugte ikke sin sikkerhedssele, da bilen kørte galt. Alligevel blev den 19-årige mand dømt for uagtsomt manddrab.

Dommeren forklarede, at han havde kørt uagtsomt efter forholdene og overtrådt færdselsloven.

Den dømte skal betale 20 dagbøder á 300 kroner, og han blev frakendt kørekortet i tre år.

Historien melder intet om, hvorvidt den unge mand modtog dommen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu