Dom over familiefar, der bedøvede døtre

31. maj 2012 07:34 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dom over familiefar, der bedøvede døtre
Billede mangler

Nu falder dommen i retssagen mod den drabstiltalte familiefar fra Himmerland, som anklages for at have bedøvet sine to døtre og slået dem ihjel i en bilbrand under en miniferie i Tyskland sidste sommer.
Det afsluttende retsmøde, som finder sted i landsretten i Potsdam, begynder klokken 11 torsdag formiddag og ventes ifølge Ritzaus oplysninger at være hurtigt overstået.
Anklageren og forsvareren har allerede procederet i den opsigtsvækkende sag, hvor den 41-årige mand fra landsbyen Øster Hurup risikerer at blive straffet med livsvarigt fængsel, hvis han kendes skyldig.
Den nordjyske mand sidder på anklagebænken efter en grusom familietragedie 12. august sidste år, hvor hans to døtre på 10 og ni år indebrændte på bagsædet af hans personbil.
Det skete på en skovvej nær Berlin under en kort ferierejse.
Manden forklarede kort efter bilbranden til tysk politi, at der var tale om en en tragisk ulykke, og at han selv var heldig at slippe med alvorlige forbrændinger.
En toksikologisk undersøgelse viste dog, at pigerne – som sad fastspændt i deres seler – var bedøvet og havde sovemedicin i blodet, da ilden brød ud.
Manden brød senere sammen og erkendte, at han forsøgte selvmord og ville tage sine døtre med sig i døden.
Derfor kørte han ind på skovvejen og hældte benzin fra reservedunkene ud over bilens indre. Derefter satte han sig ind og holdt en tændt lighter ned til forsædet.
Men da ilden blussede op, flygtede han instinktivt ud af kabinen – stærkt forbrændt.
Teknikere har slået fast, at han formentlig kun har siddet i den brændende bil i ganske få sekunder.
Den 41-årige mand – som tidligere har døjet med selvmordstanker og depressive perioder – har i retten fortalt om sit forliste ægteskab, skilsmissen og den efterfølgende strid med ekskonen om pigerne.
Meget tyder på, at det var netop denne familiestrid, som drev den uligevægtige mand til sine uhyggelige gerninger sidste sommer.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu