Dom: Taxi-kunder rippet af chauffør og tre kumpaner

22. oktober 2012 20:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dom: Taxi-kunder rippet af chauffør og tre kumpaner
Billede mangler

En taxichauffør og tre mænd er nu dømt for at rippe kunderne for kreditkortoplysninger.
 
En stribe kunder i en københavnsk taxi har betalt regningen med deres kreditkort uden at ane, at chaufføren samtidig havde sit eget diskrete projekt – nemlig at få fat i deres kortoplysninger.
 
Retten på Frederiksberg har mandag dømt tre mænd for at stå i ledtog med chaufføren.
 
To rumænske mænd og en dansk statsborger er hver blevet straffet med fængsel i et år og tre måneder.
 
Trioen havde udstyret chaufføren med håndholdte taxiterminaler, og på den måde fik de fat i 51 taxikunders kortoplysninger – både pinkoder og de elektroniske oplysninger i magnetstriben.
 
Nummeret blev afsløret i maj, da chaufføren dukkede op i en lejlighed på Stubmøllevej i København for at mødes med de øvrige.
 
Politiet var også på plads, og alle blev anholdt.
 
Derfor nåede gruppen ikke at udnytte de følsomme informationer, og kundernes konti blev altså ikke lænset.
 
I sommer blev chaufføren idømt fængsel i et år, men heri indgik fire måneder fra en anden sag. Senere på ugen skal Østre Landsret tage stilling til, om denne straf er den rigtige.
 
I sagen på Frederiksberg mandag kom turen til hans samarbejdspartnere og bagmænd. Også en fjerde var tiltalt, men han er blevet frifundet.
 
De to rumænske mænd, der er 37 og 44 år, er begge blevet udvist med indrejseforbud i 12 år, oplyser Retten på Frederiksberg.
 
Det er angiveligt første gang i Danmark, at myndighederne har afsløret kopiering af betalingskort i en taxi.
 
Tidligere har der været flere eksempler på, at svindlere har installeret deres eget overvågningsudstyr oven på kontantautomater.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu