Dommer erkender fatal fadæse: Det var en fejl

29. marts 2013 12:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dommer erkender fatal fadæse: Det var en fejl
Billede mangler

Udvisningen af Rødovres Jeff Terminesi for en holding mod Morten Lie var en fejl.

Det erkender både hoveddommeren, Jacob Grumsen, der sendte Mighty Bulls’ canadiske back ud i to minutter et lille kvarter inde i fjerde periode, og DIUs dommeransvarlige, Kim Pedersen.

Udvisningen gav hjemmeholdet en fire-mod-tre situation, som efter blot ni sekunder udløste det afgørende mål, der sikrede White Hawks’ 4-3 sejren og dermed adgang til finalen mod Sønderjyske med 4-1 i kampe.

– Jeg har set episoden igen her til morgen. Dommeren tager en forkert beslutning, og det erkender Jacob Grumsen også, siger Kim Pedersen til sporten.dk og tilføjer:

– Der er ikke tale om, at det er en tynd udvisning. Der er simpelthen ingen holding i den situation. Det er uheldigt, at det får indflydelse på resultatet, men alle kan lave fejl.

Om Jacob Grumsens fejl koster ham jobbet i finalerunden er endnu uvist.

Kim Pedersen forstår Rødovre Mighty Bulls’ frustrationer, men én ting er han ikke enig med Rødovre-kaptajnen Michael Smidt i:

– Michael siger, at dommerne ikke holder spillernes niveau. Dér er vi uenige.

Til den kendsgerning, at tyrene indkasserede seks udvisninger på stribe, siger Kim Pedersen:

– Fordelingen er måske ikke helt almindelig, men hænger sammen med, at Rødovre efter min mening ikke hænger med.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu